De kan jo ikke gøre for det
– Medarbejderne har ikke tid til noget som helst. De glemmer mig somme tider, fordi jeg er så nem, og fordi de har så mange demente at tage sig af.
– Jeg havde en genbo, der lå og råbte hjælp mig-hjælp mig. En anden dement beboer kom ind til mig flere gange. Jeg fik personalet til at låse døren, for det gad jeg ikke. Og vi har haft et par skrigere, der lå og jamrede sig hele natten. Det kunne jeg næsten ikke holde ud. Det er skide synd, for de demente kan jo ikke gøre for det, siger Jens Munch.
Jens Munch finder et A4-ark frem, hvorpå der står, hvilke ydelser, han er berettiget til ifølge serviceloven.
– "Psykisk pleje og omsorg", som der står på sedlen – den kan du godt pakke væk. Jeg har mine favoritter blandt personalet, men de er bare ikke nok. Så er der folk, der skal hjælpes på toilettet og i bad. De ting klarer jeg jo selv. Jeg vil jo helst ikke være til ulempe, og hvis der virkelig er nogle, der har behov for hjælp, må jeg tage den i stiv arm. Men det kan bare ikke være rigtigt...