Beboernes formand: Stemningen er på vej i kælderen

Beboernes formand: Stemningen er på vej i kælderen
Plejecenter Klippebo i Gudhjem har 40 beboere, fordelt på to afdelinger, i stuen og på første sal. Foto: Holger Larsen
NYHED | ABONNENT | 23. SEP 2023 • 11:00
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
23. SEP 2023 • 11:00

Tre rutinerede medarbejderes flytning og personalemangel giver uro, mener formanden for beboerrådet på Klippebo. Der er igangsat et arbejde for at sætte en ny retning for plejecentret, oplyser kommunen.

– Stemningen her er på vej ned i kælderen.

Det siger Karen Pitzner Grønvald, formand for beboer- og familierådet på Plejecenter Klippebo i Gudhjem. Hun er 89 år og har boet på plejecentret siden december 2022.

– Der er i den sidste uge sket det, at kommunen har flyttet tre velrenommerede medarbejdere fra Klippebo til tre andre steder. Det skete fra den ene dag til den anden, og vi havde ikke fået nogen besked i forvejen om det, siger Karen Pitzner Grønvald.

– Vi mister medarbejdere, der har været her i rigtig mange år, og de har knoklet og taget ekstra vagter for at få Klippebo til at hænge sammen. Vi undrer os over, at der skal flytte tre virkelig dygtige, søde og omsorgsfulde mennesker, fordi man lukker hjemmeplejen i Østermarie, og vi skal have tre medarbejdere derfra. Jeg siger ikke, at de tre nye medarbejdere, vi får fra hjemmeplejen i Østermarie, ikke er dygtige og søde. Men det kan ikke undgås, at det bliver anderledes for eftertiden, siger Karen Pitzner Grønvald.

– Man havde ikke behøvet at flytte tre medarbejdere herfra for at få plads til de tre nye, for vi mangler medarbejdere i forvejen, tilføjer beboerrådsformanden.

Mange reagerer

Karen Pitzner Grønvald oplyser, at den vikarierende leder på Klippebo har sendt et brev ud til beboerne om de personalemæssige ændringer.

– Men det brev siger ikke så meget, og jeg har efterhånden fået mange reaktioner fra beboere, der kommer og spørger: Karen, hvad er det, der foregår. Jeg kan ikke svare på det.

Karen Pitzner Grønvald er tidligere sygeplejerske og har været afdelingssygeplejerske på et plejehjem. Hun genkender Jens Munchs udsagn om, at der er for få medarbejdere:

– Medarbejderne gør, hvad de kan. De har virkelig travlt på begge afdelinger, og de er gode til at arbejde sammen. Men jeg har godt kunnet fornemme, hvordan tingene er, selv om medarbejderne ikke må fortælle os noget om personalesituationen, siger hun.

– Det er sådan, at når beboerne kan mærke, at der er uro og færre til at passe os, så bliver de demente mere urolige og udadreagerende i form af at råbe og larme, være urolige og bange med mere. Det kræver, at der er et menneske hos dem. Det går naturligvis ud over resten af beboerne, for der bliver mindre tid til dem, siger Karen Pitzner Grønvald.

Sen morgenmad

– I sommer var der ikke det personale, der skulle være. Det har bevirket, at jeg for eksempel først er kommet op sent om formiddagen. Så har jeg spist morgenmad, og så er de kommet en time senere for at hente mig til middag. Der har jeg flere gange sagt nej tak, fordi jeg ikke har været sulten, siger Karen Pitzner Grønvald.

Klippebo har 40 beboere fordelt på to afdelinger, i stuen og på første sal.

– Alle er her af en eller anden grund og har brug for hjælp og social og kærlig omsorg. Forholdene nu skaber uro og utryghed, og beboerne er kede af det. Sådan skal det ikke være. Beboerne skal være glade for at være her på Klippebo, for det er et godt hjem, siger beboerrådsformanden.

Brev til kommunen

Karen Pitzner Grønvald er svagsynet, så hun har ikke selv kunnet skrive, men oplyser, at hendes søn er gået ind i sagen med et brev til kommunens ældrechef.

– Hvis min søn ikke mener, at der kommer noget ud af det, vil han gå til politikerne, siger Karen Pitzner Grønvald, der selv har bedt om en samtale med lederen på Klippebo.

 

Ældrechef Christina Thorén Lilliedal: "Vores mål er at sikre, at beboerne får leveret den hjælp, som beboerne har brug for og er visiteret, samt højere medarbejdertrivsel og lavere sygefravær". Arkivfoto

 

Svar fra ældrechefen: Der er nogle forhold på Klippebo, som vi er nødt til at handle på

 

Der er igangsat et arbejde for at sætte en ny retning for plejecentret, og man er i gang med en handleplan for at sikre håndtering af nødkald.

Bornholms Tidende har på baggrund af samtalerne med Jens Munch og Karen Pitzner Grønvald, der bor på Plejecenter Klippebo i Gudhjem, stillet en række spørgsmål til Christina Thorén Lilliedal, ældrechef i Bornholms Regionskommune. Her er ældrechefens svar:

"Det kommunale Tilsyn har d. 23.6.2023 gennemført et tilsyn, hvor det blev konkluderet, at beboerne får den hjælp, som de har ret til og behov for set i forhold til serviceloven og de gældende kvalitetsstandarder. Dette efter samtaler med leder, medarbejdere, pårørende og beboere.

På trods af det har ledelsen observeret, at der er nogle forhold på Klippebo, som vi er nødt til at handle på. Dette omhandler både løsning af kerneopgaven indenfor service- og sundhedslov, og også om den måde medarbejderne samarbejder med ledelsen. Vi har derfor igangsat et arbejde, hvor vi sætter en ny retning for Klippebo. Klippebo skal være et godt sted at bo, hvor beboerne trives og modtager den sundhed, pleje og omsorg, som de har behov for. Vi skal levere rette kvalitet, til rette tid og med rette kompetencer. Klippebo skal også være et godt sted at arbejde".

Ramt af sygefravær

"Ældreområdet er generelt ramt af sygefravær, herunder også Klippebo. Desuden kan det mærkes, at det er sværere at rekruttere nye medarbejdere.

Der har været perioder med færre medarbejdere i fremmøde end planlagt. Ledelsen har forsøgt at dække fraværet ved brug af vikarer, eget personale og med stor hjælp fra andre teams på øen, i det omfang det har været muligt. Vi er i gang med at implementere en model, som skal sikre at rette kompetence allokeres til rette opgave (Faglig begrundet arbejdsdeling). Dette skal medvirke til at kompensere for fravær af medarbejdere.

Vores mål er at sikre, at beboerne får leveret den hjælp, som beboerne har brug for og er visiteret, samt højere medarbejdertrivsel og lavere sygefravær.

Ændringen i arbejdsgange, arbejdsdeling og ikke mindst i kulturen skal ske ved involvering af medarbejderne med fokus på blandt andet sikring af dokumentationen, anvendelse af nyeste faglige viden, herunder arbejdsgangsbeskrivelser faglige vejledninger med mere.

Der skal også være dialog med beboere og pårørende".

Udfordringer i forhold til nødkald

"I Tilsynet blev det konstateret, at der var udfordringer i forhold til nødkald på Klippebo. Der er derfor allerede igangsat en handleplan for at sikre håndtering af nødkald.

I arbejdet med at sikre Klippebo en ny retning, har det være nødvendigt at se på teamdynamik og -struktur. Det har medført, at vi som ledelse har set et behov for ændring i medarbejdersammensætningen.

Ledelsen på Klippebo er bekendt med, at der er beboere og pårørende, som finder situationen bekymrende. Der er/vil være en direkte dialog med de pågældende. Der planlægges i øvrigt en kommunikation til beboere og pårørende snarest. Der vil ske inddragelse af beboere og pårørende i Beboer- og Familierådet og i de beboermøder, som afholdes på Klippebo.”

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT