Tæt afslutning endte i fuser: Løber blev diskvalificeret

Tæt afslutning endte i fuser: Løber blev diskvalificeret
For første gang i år kunne der laves fællesstart til et orienteringsløb. Privatfoto
| 17. MAR 2021 • 17:09
Jesper Gynther
Journalist

17. MAR 2021 • 17:09

ORIENTERINGSLØB

I søndags blev der afviklet bornholmsmesterskaberne i orienteringsløb på de lange distancer.

Løbet foregik i Rø Plantage, og der var i alt 50 deltagere med, som blev sendt af sted i tre fællesstarter med ti minutters mellemrum, så man kunne overholde coronarestriktionerne på maksimalt 25 personer samlet til en udendørs idrætsaktivitet.

– Det var de første fællesstarter i år – herligt!, fortæller arrangøren Viking Orientering i et opslag på facebook med henvisning til, at klubben har lavet løb i weekenderne henover vinteren, hvor deltagerne har måtte starte hver for sig.

Hvem vandt?

På den 13,1 kilometer lange herrebane lignede det umiddelbart et tæt opgør mellem Jacob Seerup Kirkeby og Alexander Noordegraaf, for der var kun to sekunder imellem dem, da de løb i mål.

Desværre havde Alexander ikke fået stemplet en af posterne undervejs, og derfor blev han diskvalificeret. I stedet blev det Troels Thøgersen, der løb med andenpladsen, godt 14 minutter efter vinderen. Tredjepladsen gik til Flemming Munch Hansen.

På damebanen på 9,3 kilometer vandt Miriam Asvarisch med et forspring på kun et minut og fire sekunder ned til Ann-Doritt Petersen på andenpladsen. Pernille Andersen blev nummer tre.

Næste gang Viking Orientering arrangerer løb er på søndag fra Store Torv i Rønne.