De mangeårige rivaler Viking og R.I.K. går sammen om et holdsamarbejde på seniorniveau. Samarbejdet omfatter både kvinde- og herreholdet. Målet er at styrke fremtiden og etablere et stærkt fælleshold med egne unge spillere, der kan spille med i toppen af Bornholmsserien og på sigt i Københavnsserien.
– Viking har de seneste år haft stor succes på seniorplan, og R.I.K. har gennem mange år været dominerede på ungdomsplan uden at kunne videreføre det til seniorplan, så et samarbejde mellem to klubber, der er gode til henholdsvis ungdom og senior, er oplagt. Med et samarbejde kan vi skabe et stærkt fodboldhold i Rønne Nord, hvor vi kan fastholde vores dygtige unge spillere og samtidig sikre fremtiden for seniorfodbolden, siger seniorformand Dan Dellgren fra R.I.K. Fodbold i en pressemeddelelse.
Holdsamarbejdet er en realitet, når sæsonen 2024/2025 går i gang til sommer, og for at give det de bedst mulige betingelser har klubberne valgt at begynde med øjeblikkelig virkning, og spillerne er inviteret til første fællestræning lørdag den 27. januar.
– Det er vores mål at skabe et seriøst træningsmiljø og fodboldmiljø, hvor vi vil tilbyde de bedste rammer for fodboldspillere, der brænder for at udvikle sig mest muligt og samtidigt give dem et klubmiljø, hvor det også er sjovt og udviklende på det menneskelige plan, siger seniorformand Steffen Sørensen fra Viking Fodbold i pressemeddelelsen.