Markspiller måtte stå på mål: 'Man vil helst ikke se dum ud'

Markspiller måtte stå på mål: 'Man vil helst ikke se dum ud'
Nikolaj Madsen indrømmer, at han var lidt nervøs, da han fik overrakt målmandshandskerne. Fotos: Jesper Gynther
NOTITS | SPORT | Lørdag 19. oktober 2024 • 18:08
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | SPORT | Lørdag 19. oktober 2024 • 18:08

Nikolaj Madsen kom i den grad væk fra sin comfortzone, da NB Bornholm lørdag mødte Kastrup. Et gult kort til målmand Maciej Reszkis betød nemlig, at midtbanespilleren måtte vikariere foran målet i ti minutter.

I Københavnsserien har man ikke en andenmålmand siddende på bænken, og derfor er det en markspiller, som må afløse, hvis målmanden får et gult eller rødt kort. Det scenarie udspillede sig lørdag i Nexø, hvor NB Bornholms målmand Maciej Rezskis undervejs i 2. halvleg mod Kastrup fik gult kort og dermed ti minutters tidsstraf, fordi han inde i feltet begik straffespark. Midtbanespiller Nikolaj Madsen lånte målmandshandskerne, og så var det pludselig ham, som måtte vogte målet.

Hvorfor blev det dig?

– Det er noget, vi har prøvet før på et tidspunkt, hvor det også bare var mig. Så jeg tror, det var meget naturligt, fortæller Nikolaj Madsen, som ikke kunne forhindre Kastrup i at score på straffesparket, hvilket bragte gæsterne foran 2-1.

– Jeg synes ikke, jeg kunne gøre så meget ved straffesparket, for det er fifty-fifty, hvor man kaster sig. Men jeg ville godt have set lidt bedre ud ved deres tredje mål, fortæller Nikolaj Madsen, som blev passeret igen blot to minutter efter straffesparket.

Hvad tænker du egentlig, når du står derinde på kassen som markspiller?

– Jeg tænker selvfølgelig lidt, hvordan jeg lige skal stille mig inde på målet. Og jeg står selvfølgelig også og er lidt nervøs for, hvordan bolden nu egentlig lige kommer ned til en. Man vil helst ikke se dum ud, så det var meget rart at komme ud på banen igen, fortæller Nikolaj Madsen, som genoptog sin position på midtbanen, da Maciej Rezskis igen fik lov at løbe ind på banen.

Der var nok at lave for Nikolaj Madsen i de døende minutter af kampen, for NB Bornholm havde travlt med at forsøge at indhente føringen.

– Vi prøver bare til sidst at smide alt, hvad vi har, op og prøve at skabe lidt ud af det, men de står godt dernede, siger Nikolaj Madsen, som måtte konstatere, at det ikke lykkedes for NB Bornholm at score yderligere i kampen, som dermed blev tabt med 3-1.


NB Bornholm og Kastrup ligger begge midt i rækken.

 

Efterladt med tom følelse

Nederlaget ærgrer Nikolaj Madsen, for selvom Kastrup indledningsvist satte sig på spillet i første halvleg, var det NB Bornholm, som bragte sig foran. Efter 33 minutter scorede Nicolai Olsen til 1-0 efter en dødbold, som Nikolaj Madsen sendte af sted.

Hjemmeholdet havde også mulighed for at bringe sig foran 2-0, men stolpen stod i vejen på Nikolaj Madsens forsøg kort inde i 2. halvleg. Nogenlunde på samme tid fik Kastrups Mathias Vindeballe et gult kort, og så var NB i overtal i ti minutter, men lykkedes ikke med at udnytte det.

I stedet slog Kastrup til efter 62 minutter, hvor udeholdet lavede et fladt indlæg fra højre side, som Oliver Albrechtsen satte indersiden på foran mål. Og to minutter senere kom så det kampafgørende øjeblik, hvor Maciej Rezskis kom for sent ud af målet og fældede modstanderen, som førte til straffesparket, som Oscar Jørgensen scorede på. Og med 3-1-scoringen af Kevin Westen to minutter senere blev kampen reelt afgjort.

– Jeg synes faktisk, at Kastrup spiller rigtig flot fodbold, men vi får alligevel scoret et mål på dødbold og får så organiseret os rimelig godt. Men i 2. halvleg lukker vi et dumt mål ind, og det gør, at de får blod på tanden, fortæller Nikolaj Madsen.

Hvilken følelse er du efterladt med efter kampen?

– En meget tom følelse vil jeg sige. Hvis vi havde vundet i dag, havde vi spillet os helt op på 4. eller 5. pladsen, og så havde det set rigtig godt ud. Nu ligger vi igen og roder rundt nede i midten af rækken, hvor vi helst gerne vil væk fra.

NB Bornholm ligger nu på 9. pladsen i Københavnsserien med 14 point efer 10 kampe, mens Kastrup med sejren rykker op på 6. pladsen med 16 point efter 11 kampe.


Dommer Kim Andersen valgte ikke at give Maciej Rezskis det røde kort, selvom han var sidste mand. Det skyldes, at der blev dømt straffespark i situationen, og dermed slap han med gult kort, da man ikke giver "dobbeltstraf" i nutidens fodbold. Her ses Kim Andersen tilse Kastrups målmand.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT