Fra Gudhjem til Chicago: Jimmys maleri er på homo-udstilling

James Bauerle, som gerne kaldes Jimmy og har Gudhjem Kunsthandel, ejer intet mindre end et ægte Zahrtmann-maleri. Det har han lånt ud til en storslået udstilling i Chicago om de første homoseksuelle, og om nogle måneder rejser det videre til Basel. – Dér skal jeg ned og se det, siger Jimmy.

Han driver Gudhjem Kunsthandel, James Bauerle, men lige nu står vi på fortovet ved Bredgade nr. 27 i København ikke langt fra Kongens Nytorv og skuer ned over Sankt Annæ Plads, som er særdeles langstrakt og fortsætter helt ned til Kvæsthusbroen.

– Ja, dernede kunne jeg se bornholmerfærgen, da den plejede at ligge der. Så kunne det godt være, jeg sådan en torsdag tænkte, at nu lukker jeg butikken og ta’r til Bornholm, siger han og sender et længselsfuldt blik ned mod havnen.

Butikken, han referer til, han i givet fald ville lukke, ligger lige bag os her på Bredgade. Danish Fine Art hedder den, og den er jo altså også hans, hvilket den har været i snart 36 år – ”cirka halvdelen af mit liv”, siger han – mens han har haft kunsthandlen i Gudhjem i 27.

Hen over den bornholmske sommersæson spenderer han absolut mest tid i Gudhjem, idet han kun er to dage om ugen i København – men sprang altså også nogle gange spontant ombord på færgen dengang, muligheden forelå, når kaldet fra Bornholm blev påtrængende nok, hvilket kunne ske uanset hvornår på året, vi var.

Men lige for tiden oplever Jimmy – ja, det er det, han bliver kaldt – en spøjs historie med et ganske særligt maleri, som han har ejet igennem mange år. Nemlig intet mindre end et maleri af den navnkundige maler Kristian Zahrtmann, som blev født i Rønne i 1842, døde på Frederiksberg i 1917 – og som er kendt verden over for sine udsøgte malerier.

”Han malede stærke, historiske kvinder og smukke, muskuløse mænd i farverige scener med stor fortælleglæde”, som Den Hirschsprungske Samling slog fast, da den i 2020 udstillede nogle af den bornholmske malers malerier i udstillingen ”Kristian Zahrtmann. Queer, kunst og lidenskab”.

”Queer” forklarede udstillingsstedet videre,” kan også være et fælles navn for personer, der ikke ser sig selv i forlængelse af samfundets normer for køn, seksualitet og identitet”, og for nu at udtrykke det lidt mere direkte, så er der i dag bred enighed om, at maleren formentlig var homoseksuel.

Og netop dét danner baggrunden for, at James Bauerles Zahrtmann-maleri er rejst knap 7.000 kilometer vestpå og for tiden bliver udstillet i Chicago. Om nogle måneder vil det endda turnere videre til en udstilling i Basel.

Bogen med malerierne, som er med på udstillingen i Chicago.

Madam Ullebølle

Men lad os gå inden for i Danish Fine Art, som ligger så ganske fint her på Bredgade.

Til venstre for butikken ligger Sct. Annæ Passage, som der står i smukt svungne jernbogstaver over indgangsporten, så kommer Secher Fine Art & Design lige ved siden af Jimmys Danish Fine Art – som så på sin højre side har restauranten Diamond Rice, som blandt andet kan servere ”Dampede risboller med BBQ svinekød”, og hvor der her ved middagstid allerede er godt gang i ris- og kødgryderne og adskillige spisende gæster.

Men vi går altså ind i Danish Fine Arts, som man straks kan konstatere har særdeles smukke malerier på væggene samt flot keramik udstillet, og Jimmy satser da også netop på ”Kunstgenstande fra sidste halvdel af det 18. århundrede til og med det 20. Århundrede. Malerier skitser og skulpturer”, som han fortæller på sin hjemmeside.

Han serverer kaffe og sætter sig på sin stol ved et lille skrivebord, mens journalisten sætter sig på en flot svungen, patineret skammel.

Og hvad er det så med Madam Ullebølle, som Jimmy forklarer var Zahrtmanns vigtigste model, og som han altså har et portræt af på sit helt eget maleri?

– Hun har været brugt som model til flere af de her historiske billeder, som han har lavet, Zahrtmann, du ved, for eksempel hans maleri af Leonora Christina, der ligger og sover. Og han har altså også lavet det her store portræt af hende, hvor hun er klædt ud som en bacchantinde, altså som en vingud, og det er så det, jeg ejer.

– Og i kunstkredse, i museumskredse, kender alle billedet, for det er bare fantastisk, ikke? Det har også været med på mange udstillinger i Danmark og rundt på mange museer. På Den Hirschsprungske Samling, på Ribe Kunstmuseum, Fuglesangsmuseum, Bornholms Kunstmuseum … Altså, det har virkelig været omkring.

– Men så blev jeg pludselig kontaktet af noget i Chicago, der hedder Wrightwood Foundation, som har et museumsagtigt udstillingssted, Wrightwood 659, og som bliver finansieret af en meget velhavende mand. Det de fokuserer på, er minoriteter. Altså, kunst udført af sorte, af kvinder, af homoseksuelle og så videre. Grupper, som man kan betegne som minoriteter inden for kunstens verden, fordi de ikke er særlig meget repræsenteret, forklarer Jimmy, og påpeger, at den danske professor Vilhelm Kühn i 1800-tallet da også sagde, at ”kvinder skal ikke male”.

Maleriet af Madam Ullebølle

Homoseksuel på skrift

Her på skrivebordet har han et digert, illustreret værk om den aktuelle udstilling liggende. ”The First Homosexuals – the birth of a new identity 1869-1939”, hedder bogen.

Altså ”De første homoseksuelle – fødslen af en ny identitet 1869-1939”.

– Året 1869 var første gang, man brugte udtrykket homoseksuel på skrift, forklarer Jimmy og slår op i bogen, og dér toner et stort billede af hans maleri frem.

– Kan du se, hun er jo shinet op, som om hun er Helena Christensen, prøv at se det hoved dér, siger han ikke uden begejstring.

– Man kan på hendes blik se, at hun har tillid til kunstneren, altså Zahrtmann, ikke?

Så Jimmy var helt med på at låne sit billede ud til udstillingen og sende det en tur over Atlanten.

– Og det har været en kæmpe succes. De har lavet den her bog på 400 sider, og der er 350 malerier med på udstillingen, alle udført af homoseksuelle kunstnere, siger han.

Men ved man 100 procent, at Zahrtmann var homoseksuel?

– Der er i hvert fald bred enighed om, at det er tilfældet.

Fordi hvad?

– Det handler jo blandt andet om hans motivvalg, ikke? Hvis det er en mand, han maler, så er det altid en smuk, ung mand med flot krop og baller af stål, er det kvinder, så er det typisk Madam Ullebølle, hans bedstemor og andre ældre kvinder.

Den præcise historie om Madam Ullebølle er ikke helt nem at redegøre for.

– Jeg har faktisk spurgt et par kunsthistorikere, der bor i Svaneke, om ikke de ville dyrke hende og prøve at lave noget om hende, for hun er en fascinerende person. Man kender ikke ret meget til hende, siger Jimmy.

– Men der var også andre kunstnere, der malede hende, jeg har også et lille portræt af hende udført af Peter Ilsted, den store maler Hammershøis svigersøn. Og jeg har hørt, at også J. F. Willumsen og P. S. Krøyer har malet hende. Så hun var ret så kendt i kunstkredsene dengang i 1880'erne.

Elsker det maleri

Lige nu hænger Madam Ullebølle så der og betragter gæsterne på udstillingen i Chicago med sit uudgrundelige blik – og som allerede nævnt venter der mere.

– Et stort, superfint kunstmuseum i Basel i Schweiz har lige her for 14 dage siden skrevet og spurgt mig, om jeg også vil udlåne hende til dem, siger James Bauerle.

– Fordi de har tænkt sig at køre udstillingen videre fra Chicago. Planen er, at de vælger 50 af de bedste billeder fra udstillingen i Chicago, og deriblandt er altså Madam Ullebølle. Det har jeg selvfølgelig sagt ja til.

Udstillingen i Chicago kommer han ikke til at se – ”du ved, Trump giver ikke den store lyst til at besøge USA”, forklarer han – men Ullebølle i Basel, dét har han tænkt sig at opleve.

Men må jeg så lige spørge. Hvordan i alverden har du fået fat i det maleri?

– Det har jeg købt for mange år siden på auktion. Det var utrolig beskidt og så nærmest halvskadet ud, var lidt krøllet i hjørnerne og så videre, men jeg kunne godt gennemskue, at det blandt andet var skæmmet af nikotin-rester, men at det kunne renses. Det har jeg en konservator, der gjorde for mig, og der kom jo et fantastisk billede ud af det, siger Jimmy om maleriet, som han mener, at han gav i størrelsesordenen 50-60.000 kroner for.

Og han er så glad for det, at det har været svært at slippe det igen. De gange, han har haft det udstillet i sin egen forretning, har han derfor også gerne sat et ”reserveret”-mærke på.

– Jeg hygger mig meget med det, jeg elsker det maleri, konstaterer han.

Kunne du finde på at sælge det engang?

– Jeg har lovet flere museer, at de skal få lov til at overtage det gang. Det eneste problem er så, at jeg netop har sagt det til flere, siger han med et smil.

– Men altså, jeg er måske mest til eventuelt at sælge det til Ordrupgaard en dag, hvis det endelig skal være. Jeg kender den nye direktør fra museet, og hun har udtrykkeligt udvist en stor interesse for det, og ja, der kunne jeg godt tænke mig, at det havner en dag, for det er jo også et fantastisk museum, ikke? Og det ville være flot, at det hænger sammen med Gauguin og andre af de store malere.