Gravgaard: Vind i sejlene for Bornholm som energiø

Gravgaard: Vind i sejlene for Bornholm som energiø
LEDER | DEBAT | 9. AUG • 05:30
LEDER | DEBAT | 9. AUG • 05:30

Energiø Bornholm rejser sig igen – og det kan blive vores største økonomiske løft i årtier.

Efter en lang og forblæst periode med økonomisk usikkerhed, stigende priser, tysk tøven og nationale benspænd begynder Energiø Bornholm nu igen at ligne en realitet.

Det skal vi glæde os over. Ikke kun fordi projektet har potentialet til at producere grøn strøm til millioner af husstande – men især fordi det - sammen med forsvarsinvesteringerne - er Bornholms bedste mulighed for økonomisk løft i nyere tid.

Energiøen er mere end el. Den er investering, beskæftigelse og velfærd. En etablering vil sende milliarder i omløb, både i anlægsfasen og i de efterfølgende årtier. Det vil give opgaver og efterspørgsel i næsten alle hjørner af det bornholmske erhvervsliv – fra håndværkere og transportfirmaer til underleverandører, restaurationer og uddannelsesinstitutioner. Det vil skabe job, skatteindtægter, bedre flyruter og med dem nye muligheder for kommunens velfærdstilbud til både de svageste og de mere stærke.

Derfor skal vi være glade, når både EU og den nye tyske regering nu viser klar opbakning. For det er ikke af medlidenhed, at Bornholm nu bliver nævnt i Berlin og Bruxelles – det er, fordi vi er nødvendige for Europas grønne omstilling. Og det er dét, der gør projektet realistisk. Tyskland vil væk fra russisk gas, og Danmark har teknologien og havarealet. Det er den geopolitiske kraft, der nu – måske endelig – får parterne til at tage regningen på sig og gøre op med indirekte at støtte krigen ind i Ukraine.

Men begejstringen bør ikke gøre os blinde. Der er kompromiser. Placeringen vil koste os udsigt og natur, særligt på Sydbornholm. Vindmøller, som står kun 15 km fra kysten, vil kunne ses. Og derfor skal vi både lokalt og national presse på for, at kompensationen til naboer og kommunen bliver reel, varig og rimelig. Ligesom vi skal sikre, at flest mulige af de fremtidige arbejdspladser bliver på øen.

Samtidig skal vi huske, at praktiserende læger og pædagoger ikke materialiserer sig af sig selv – selv ikke på en ‘energiø'. Derfor skal politikerne investere parallelt i boliger, institutioner som fritidsklubber, uddannelser og infrastruktur. Kun sådan bliver grøn omstilling til reel lokal vækst.

Men det ændrer ikke ved det vigtigste: Energiøen er vores store chance. Vi har ventet længe. Nu ser vinden ud til at vende. Lad os trimme sejlene og få størst muligt fart mod en lys fremtid.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT