– Elephanten var egentlig i fornuftig stand, da vi overtog den. Men den var slidt efter mange års tjeneste. I dag har den det fantastisk fint. Den er blevet gennemrenoveret og står som ny. Alt det træ, der skulle skiftes, er skiftet ud, og vi har hellere udskiftet en planke for meget end en for lidt, siger Erik Bertelsen og glæder sig over, at det betyder, at skibet er bevaret mange år frem tiden.
Hvorfor var I interesserede i Elephanten?
– Det var fordi vi manglede et skib. Vi faldt også for skibets historie, og de gamle skilte fra tjenestetiden er bevaret, blandt andet skilte med: Præstens stol og Organistens køje.
– Jeg vidste, at den sandsynligvis ville kunne få passagertilladelse, hvilket ikke er så let. Den havde et historisk grundlag, som gjorde, at den burde kunne. Men det var med hiv og sving, fordi Søfartsstyrelsen har lukket for, at der kommer nye skibe ind under reglerne for traditionelle skibe, siger Erik Bertelsen.
Sikkerhedsmæssigt er kravene til traditionelle skibe de samme som til andre fartøjer, men konstruktionsmæssigt er der nogle mere lempelige krav, forklarer Erik Bertelsen.