Efter en nervøs start i de tre første kast, hvor Anne Juul Jensen blot lå nummer syv, fik hun nerverne under kontrol og kastede 52,63 meter i femte runde, som sikrede hende bronzemedaljen.
– Det er en kæmpe forløsning og en meget velfortjent medalje. Hun er i kanonform og har aldrig været stærkere mentalt. De elementer var det, som gjorde, at hun vandt bronzemedaljen, fortæller Tenna Riber Thordahl, som er Anne Juul Jensens træner.
Det var også dansk atletikhistorie, da Anne Juul Jensen er den første kaster, som har vundet en medalje ved et internationalt U20-mesterskab.
Nu skal Anne Juul Jensen nyde bronzemedaljen og heppe på de andre danske atleter ved mesterskabet. Næste mål er de danske mesterskaber om 14 dage i Hvidovre.