Løb får comeback: Både havelåger og elcykler er velkomne

Løb får comeback: Både havelåger og elcykler er velkomne
Gravel Ride bliver skudt i gang ved Rytterknægten i Almindingen. Her ses deltagere fra 2019, hvor løbet senest blev afviklet. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
CYKELSPORT | ALMINDINGEN | 28. SEP 2021 • 16:00
Jesper Gynther
Journalist
CYKELSPORT | ALMINDINGEN
28. SEP 2021 • 16:00

Efter en ufrivillig løbspause grundet covid-19 afvikles Gravel Ride nu endelig igen.

Søndag den 3. oktober klokken 10 arrangerer Bornholms Cycle Club og Nexø Motions Cycle Club i fællesskab cykelløb for alle. Løbet afvikles med start ved Rytterknægten på en rute over 10 kilometer rundt i Almindingen. Det er et motionsløb uden tidstagning, og løbet kan køres af alle. Ruten er tilrettelagt uden hop eller drop, men udelukkende på brede skovstier med en del højdemeter som bonus. Der er cirka 150 højdemeter pr. 10 kilometer, så der er rig mulighed for at få sved på panden. Ruten er grundig markeret.

Starten går klokken 10, og deltagerne bestemmer selv, hvor mange omgange de vil køre. Sidste rytter sendes ud klokken 12.

– De tidligere år har deltagerne været en god blanding af familier med børn, almindelige motionister og dem, der gerne vil køre lidt stærkt. Her er plads til alle, og alle cykler er velkomne; gravel, mtb, havelåger eller elcykler, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.

Efter endt løb er der pølser med brød til alle deltagere, samt lodtrækningspræmier på startnumrene.