KS-hold mødes i pokalsemifinale

KS-hold mødes i pokalsemifinale
Dommeren i KS-opgøret mellem Hasle og B 1960, Louise Mikkelsen, trak lod til de afgørende kampe i den bornholmske del af DBU Pokalen sammen med Frank Granlyst, bestyrelsesmedlem i DBU Bornholm. Foto: Kjeld Lundbæk
NOTITS | 19. MAJ 2023 • 08:55
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS
19. MAJ 2023 • 08:55

Københavnsserie-holdene fra NB Bornholm og Hasle mødes for tredje gang i denne sæson, når de bornholmske semifinaler i DBU Pokalen for herrer spilles den 6. og 7. juni. NB Bornholm og Hasle tørner sammen på SE By Arena i Nexø tirsdag den 6. juni.

Den anden semifinale står mellem Knudsker og Viking og spilles på Rønne Stadion Syd onsdag den 7. juni. Knudsker og Viking har allerede været i kamp i pokalturneringen. I første runde vandt Knudsker efter forlænget spilletid og straffespark med 9-8 over Serie 1-mandskabet fra Nyker, mens Viking i et rent BornFiber-ligaopgør besejrede AaIF med 3-2.

Lodtrækningen til semifinale-runden, der blev foretaget i pausen i torsdagens KS-opgør mellem Hasle og B 1960, magede det endvidere således, at vinderen af opgøret mellem NB Bornholm og Hasle får hjemmebane i finalen onsdag den 14. juni.

Hos damerne står semifinalerne mellem Nexø og Viking, der mødes mandag den 22. maj, mens Knudsker og AaIF spiller torsdag den 25. maj. Knudsker eller AaIF får hjemmebane i finalen tirsdag den 13. juni.