Nordlandets Rideklub beder regionskommunen om et tilskud på 100.000 kroner til renovering af taget på ridehallen i Rø samt udskiftning af belysning til LED. Ansøgningen er stilet til regionskommunens start- og udviklingspulje, som ikke har penge nok til at imødekomme den. Det fremgår af folkeoplysningsudvalgets dagsorden.
Renoveringen af taget består i rensning og maling af taget samt udskiftning og etablering af flere lysplader, der vil give mere naturligt lys i hallen. Ifølge Nordlandets Rideklub vil det sikre, at taget ikke skal skiftes helt ud samt forlænge dets levetid med 20 år. Samtidig vil rideklubben i Rø udskifte belysningen til LED. Sammen med de flere lysplader vil det reducere udgifterne til el.
Det samlede budget for projektet er 260.000 kroner, og Nordlandets Rideklub har modtaget tilsagn om i alt 120.000 kroner fra Brdr. E., S, & A Larsens Legat og Sparekassen Bornholms Fond. Derudover har den lånt 40.000 kroner. De sidste 100.000 kroner søger klubben fra start- og udviklingspuljen, men der er kun 79.522 kroner til rådighed i puljen, hvorfor det ikke er muligt at give fuldt tilsagn. Folkeoplysningsudvalget beslutter, hvor stort tilskuddet bliver.