Til gengæld levnede den lille Knudsker-dominans god plads til Hasles måske farligste våben – kontraspillet. I det 39. minut blev André Kahlenberg spillet fri på en lang stikning i venstre side, afdriblede målmand Nicolai Haagensen og kunne derefter spadsere bolden ind i det tomme mål til 1-0. Knudsker-forsvaret var helt væk.
Pludselig forsvandt benene
1. halvleg blev forlænget en del på grund af flere spilstop, og i tillægstiden var Hasle igen ved at etablere et angreb i venstre side. Pludselig forsvandt benene under André Kahlenberg, den velplacerede dommer, Kim Andersen, fløjtede uden tøven for straffespark, og det sparkede Kahlenberg med sædvanlig sikkerhed selv i kassen til 2-0.
Målene lod også vente på sig i 2. halvleg, men midt i halvlegen blev Knudsker igen offer for en Hasle-kontra. Målmand Nicolai Haagensen fløj ud af sit mål, slagtede Jonas Pedersen med en glidende tackling, og så blev der igen dømt straffespark. Denne gang gik Knudsker-keeperen til den rigtige side, men André Kahlenbergs skud sad helt ude ved stolpen: 3-0.
Tre minutter senere var der igen frit løb for Jonas Pedersen, og så var Hasle foran med 4-0.