Det er nu på lørdag, at det traditionsrige løb Almindingsløbet bliver afviklet. Løbet fik sin debut i 1971 og har derfor 50 års jubilæum i år.
Hvis man gerne vil være med til den runde fødselsdag, så kan man stadig nå det. Man kan tilmelde sig fysisk hos Viking Atletiks kontor på Torneværksvej i Rønne senest den 24. september klokken 17.30, eller man kan tilmelde sig online på Viking Atletiks hjemmeside senest fredag klokken 20. Derudover kan man også tilmelde sig på startstedet på selve dagen.
Man kan deltage på tre forskellige distancer i lørdagens arrangement: Otte kilometer løberute med start klokken 14, seks kilometer walkrute med start klokken 14.05 eller 2,6 kilometer børnerute med start klokken 13. Alle distancer har start og mål samme sted.
– Løbene afvikles på skovstier og lidt asfalt i Almindingen – og alle kan være med. Ruten er bakket, spændende og en meget stor naturoplevelse, og det bliver som altid en hyggelig skovtur for alle, fortæller Viking Atletik på sin hjemmeside.