Afstemningen endte med fuld opbakning til fusionsplanerne.
– Det gik rigtig, rigtig fint. Der var ingen problemer overhovedet. Alt blev vedtaget som foreslået, og det var med fuld opbakning hele vejen igennem, så det var rart. Så har vi i hvert fald meddelt vores interesse i at få den fusion op at stå, fortæller formand Rolf Laugesen.
Medlemmerne stemte ja under forudsætning af, at Gudhjem Golfklub på sammenlægningstidspunktet ikke har gæld eller forpligtelser, der ikke kan dækkes af klubbens midler. Det forudsættes endvidere, at Nordbornholms Golfklubs overdragne formue alene anvendes til aktiviteter, der fremmer den fremtidige drift, herunder vedligehold af banerne.
At det endte med et ja-tak til fusion er ikke overraskende. Virksomheden KL Golf, som ejer golfbanerne, har nemlig meddelt de to golfklubber, at en forlængelse af lejekontrakten for næste år kun kommer til at ske, hvis golfklubberne fusionerer.