Under årets Folkemøde slår billedkunstner Joachim Høst dørene op for udstillingen "Fiducia" i Galleri Rådstuen i Sandvig, fortæller en pressemeddelelse, som fortsætter:
Gennem ni abstrakte malerier og en interaktiv installation inviteres publikum helt ind i de lukkede rum, hvor samfundets absolutte elite mødes, og hvor begrebet tillid udfordres.
Igennem sit professionelle liv har Joachim Høst siddet i rum med personer med så markant en indflydelse, at de udgør en del af samfundets øverste elite. Beslutningstagere, topledere for internationale giganter, dommere, politikere og individer med en økonomisk styrke, der reelt former den brede befolknings hverdag.
Udstillingen "Fiducia" (latin for tillid) udforsker disse lukkede cirkler. For kan tillid overhovedet trives, når magtforholdet er så ulige?