Fem nye heste på banen

Fem nye heste på banen
Frank Mikkelsen har overladt årets første køretur med Capture til sønnen Jonas, mens han selv sætter sig op bag Bonny Boy i Indledningsløbet på Bornholms Brand Park. Foto: Torben Ager
NOTITS | ABONNENT | 26. MAR 2024 • 14:00
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | ABONNENT
26. MAR 2024 • 14:00

Det kan blive alle gode gange tre for Capture i Indledningsløbet på Bornholms Brand Park

Så ruller hjulene igen. Lørdag kl. 12 går starten til det første løb i endnu en spændende sæson på Bornholms Brand Park.

Trods regn og masser af pløre i forberedelsesfasen er der anmeldt 76 heste til start i premieredagens otte løb. Dertil kommer to ponyløb, så publikum får virkelig noget for pengene.

Topløbet er naturligvis Indledningsløbet, hvor ni af banens bedste heste skal ud i årets første alvorlige styrkeprøve. Capture, de sidste to års vinder af netop dette løb, har fået en gunstig startposition fra spor tre og jagter helt sikkert hattricket med den nye mand i sulkyen, Jonas Mikkelsen.

Capture havde dog svært ved at følge op på sidste års sejr – det kneb med finishen, når konkurrenterne satte tempoet op i slutspurten, så det skal blive spændende, hvor Stald Bornholm.nu’s tophest formmæssigt befinder sig lige nu.

To af hestene i Indledningsløbet debuterer på Bornholms Brand Park. Stefan Lind-Holm-trænede Ghazi B R – en 11-årig hingst, der har været i hænderne på mesterkusken Flemming Jensen, starter fra spor to med Mads Petersen i sulkyen, mens Stald Guldkystens nyerhvervelse, 12-årige Red Bar, skydes af fra spor fire med John Gommans i vognen. Det er Red Bars start nummer 100, og statistikken i de første 99 starter er fin: 22-7-19. Det er dog værd at bemærke, at hesten ikke opnåede en eneste top 3-placering i 2023.

Ghazi B R kommer med 77 starter i bagagen og en sejrsstatistik på 7-13-9.

Øvrige deltagere i Indledningsløbet er Give Me Ten/Mads K. Mogensen, Marvellous Tooma/Stefan Lind-Holm, Fortune Boko/Kim Hjort, Bonny Boy/Frank Mikkelsen, Jetset Onion/Kenn Christoffersen og Apollo Damgård/Niels Kr. Hansen.

Fem bane-debutanter

I alt er der fem debutanter at finde i startprogrammet.

Ud over Ghazi B R og Red Bar er det Anette Weise Hansens Trustme Southwind/Niels-Peter Steinlein i 3. løb, Ole Møllers Inter Flamingo/Theis Møller i 6. løb og Vilda Tilde i 7. løb, ejet af Stald Vildas Vintervenner, trænet af Stefan Lind-Holm og kørt af Mads Petersen.

Trustme Southwind, der har vundet to af sine 37 starter i Sverige, kommer med tre friske montéløb i bagagen og er formentlig tænkt som afløser for Anette Weise Hansens tophest No Faith. 4-årige Inter Flamingo har kun fire starter, alle med René Kjær i vognen, på sit cv, ligesom 5-årige Vilda Tilde kun er noteret for 12 starter på de svenske baner.

Sidste års mest vindende hest på Bornholm, Frøns Hjortshøj/Niels Kr. Hansen, har ikke fået noget ønskespor fra starten i 3. løb, og i det stærkt besatte 4. løb er sejrsmaskinerne Waterjet/Maria B. Nielsen og Cerosso/Mads Petersen formentlig også sidst ude af startsvinget. I samme løb er det den tidligere 4 års-mester Marvin Gaye/Kenn Christoffersen, der har trukket startspor nummer et.

Bornholmerhesten i 2023, Godis La Marc, levede ikke op til forventningerne og befinder sig nu i stalden hos Michael Skovmose, der starter fra spids i 5. løb.

Inter Flamingo/Theis Møller og Cash For Dash/Kenn Christoffersen starter også fra spids i 6. og 7. løb og kan blive vanskelige at passere for konkurrenterne. Det afsluttende formløb ligger til Cult/Søren K. Jensen, der starter med 20 meters forspring.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT