På mødet blev der endvidere talt om de kommende priser for eksempelvis kampgebyr og holdtilmelding. Her kunne Lars Albæk endnu ikke fortælle, hvad priserne præcis kommer til at blive efter en reform, men han bekræftede, at planen er, at priserne på sigt skal være ens for alle de klubber, der er i DBU Øst, og det vil i de kommende år betyde, at de bornholmske klubber skal betale mere, end de gør nu.
Hvad angår rejsetilskuddet fra DBU's hovedorganisation til de rejsende bornholmske senior- og ungdomshold, som i øjeblikket spiller kampe mod hold fra den anden side af vandet, blev det fortalt, at det vil bestå i fremtiden, uanset om reformen bliver til noget eller ej. Dermed vil der også i de kommende år blive givet et årligt rejsetilskud på 150.000 kroner pr. seniorhold og 184.000 kroner for ungdomsholdene.
Grænser nedbrydes
Det blev bekræftet på mødet, at reformen vil betyde, at grænserne mellem lokalunionerne øst for Storebælt bliver nedbrudt, men kun på seniorsiden. I øjeblikket kan der maksimalt være to bornholmske seniorhold i Københavnsserien, men i fremtiden kan der være flere hold herovrefra, der kan spille i den række eller i en højere række, hvis reformen bliver godkendt. Fremover er det nemlig kun de sportslige resultater, der afgør, om hold rykker op eller ned.
Bornholmsserien vil i øvrigt fremover være rangeret som Serie 2, og hvis man vinder rækken, kan man takke ja til at rykke op i Serie 1, som er en række med hold ovrefra. Fra Serie 1 kan man så rykke op i Københavnsserien og omvendt.