– Jeg drømmer selvfølgelig om at vinde i Giroen. Der er ikke mange aktive professionelle ryttere, der har vundet i alle tre grand tours. Så det ville være et eksklusivt selskab at komme i, siger Magnus Cort.
Udgangspunktet er ellers ikke optimalt for den 29-årige dansker. Han har ikke haft et rygnummer på EF-trikoten, siden han styrtede og brækkede både kraveben og hånd midt i marts.
Uheldet på sidste etape af Tirreno-Adriatico var kulminationen på et sløjt forår, hvor også to sygdomsperioder stod i vejen for Corts opskruede ambitioner.
– Jeg har været frustreret. Jeg er glad for den sejr, jeg trods alt fik i Gran Camiño i februar, for ellers har foråret været præget af uheld, siger Cort, der udnyttede sin pause til at sadle om.
– Da jeg brækkede kravebenet, var jeg klar over, at jeg ville være ude længe. Jeg vidste, at jeg ikke skulle prøve at haste tilbage. Jeg ryddede kalenderen og satte mig ned og tog en pause og startede forfra.