Besøg ovrefra

NOTITS | 29. MAJ 2023 • 17:50
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS
29. MAJ 2023 • 17:50

Knudsker Bordtennis 60+ havde i torsdags den 25/5 besøg af bordtennisspillere fra 60+ klub i Rødovre (Aktiv Fritid Rødovre).

– Besøget kom i stand gennem fælles relationer, og da vi dykkede ned i historierne, viser det sig, at flere af os har kæmpet mod hinanden i håndbold helt tilbage i 70’erne, altså historier som ligger over 50 år tilbage, fortæller Henning Jørgensen fra Knudsker Bordtennis 60+.

Flere af Rødovres spillere har valgt af få sommer/fritidshus på Bornholm, og derfor var det nærliggende at få bordtennisvennerne fra Rødovre med til at opleve Bornholm og samtidig dyrke fællesinteressen for bordtennis.

– I Knudsker har vi været rigtigt glade for kontakten og fik arrangeret en dag for og med Rødovre i bordtennishallen på Åkirkebyvej. Så der blev spillet doubler og single på tværs af klubberne, kæmpet, svedt og grinet, i absolut bedste sportsånd. Der var 10 som spillede for Rødovre og 12 fra Knudsker, foruden nogle stykker fra Rødovre som ikke spillede, som til gengæld fik ”oset” og oplevet Rønnes mange forskellige tilbud, fortæller Henning Jørgensen.

Efter de mange kampe, samledes alle til en god frokost (med blandt andet fisk fra Bornholm), og med uddeling af de fortjente præmier (lækkerier fra Bornholm) til vinderne af doble-turneringen (hold fra Rødovre) og single-turneringen (spiller fra Knudsker).