Årets talentpris: Magnus skrev kontrakt med U17-holdet i Viborg FF

Årets talentpris: Magnus skrev kontrakt med U17-holdet i Viborg FF
15-årige skrev kontrakt med Viborg FF. Her ses han sammen med Lasse Vinning, der er Head of Coaching Talent i den jyske superligaklub. Foto: Viborg FF
NOTITS | SPORT | 5. JAN • 18:30
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | SPORT | 5. JAN • 18:30

Nexø-talent indstilles som kandidat til Bornholms Tidendes Talentpris 2024.

15-årige Magnus Olsen fra Nexø Boldklub skrev i det forgangne år kontrakt med superligaklubben Viborg FF, hvor han nu spiller på klubbens U17-hold. Inden skiftet gik den unge NB-spiller på efterskole i København og spillede fodbold i HIK.

– Magnus er en powerful offensivspiller, der både kan spille angriber og kant. Det passer godt til vores måde at spille fodbold på, angav talentchef Mads Holm som begrundelse for Viborg FF's interesse for den talentfulde bornholmer.

– Han har desuden nogle gode fysiske færdigheder og et godt mindset, så vi tror på, at han kan tage nogle gode skridt i sin udvikling hos os, tilføjede talentchefen, da han havde skrevet under på kontrakten med Magnus Olsen.

Magnus Olsen har skrevet kontrakt med Viborg FF frem til sommeren 2027, og i forbindelse med skiftet til Viborg FF, som fandt sted i september måned, er han startet på Hald Ege Efterskole.

Store ambitioner

Magnus Olsens træner i Nexø Boldklub, Kacper Stukonis, der har stået for hans træningsprogrammer, siden han var ni år, tilslutter sig Mads Holms syn på den unge Nexø-spiller.

– Magnus har store ambitioner og er en virkelig god fodboldspiller. Han har altid været fokuseret på at arbejde hårdt og træne mere end bare i sin klub. Det er derfor, han er nået så langt, siger Kacper Stukonis.

– Når han er hjemme på ferie, ringer han altid til mig og spørger, om jeg har tid til at lave noget ekstra træning, tilføjer Nexø-træneren, der glæder sig til at se, hvor langt han kan nå i Viborg FF.

– Han har stadig meget arbejde foran sig, for det her er kun starten på hans karriere, men jeg håber, at han kan komme i Superligaen en dag, siger Kacper Stukonis, der ikke er bekymret for, at Magnus Olsen er rejst over i en for ung alder.

– Han har god støtte i sine forældre, og det er meget vigtigt, understreger han.

En sympatisk fyr

Kristian Johannesen, ungdomsformand i Nexø Boldklub, er stolt over, at en af klubbens unge spillere nu skal tørne ud for en superligaklub.

Og han håber, at det kan inspirere nogle flere ungdomsspillere til at give den en ekstra tørn på træningsbanen.

– De kan jo godt se, hvilken indsats Magnus har ydet, og hvor meget han har trænet ud over det, vi tilbyder som normal træning. Det er jo de færreste, der kommer sovende til deres drøm, siger Kristian Johannesen, der derudover betegner Magnus Olsen som en sympatisk fyr.

– Så på den måde kan man også godt sige, at han er en god ambassadør for fodboldsporten og Nexø Boldklub.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT