16-årig blev kåret som kampens spiller i nervepirrende seniorkamp

16-årig blev kåret som kampens spiller i nervepirrende seniorkamp
Frederik Abildløkke Hansen gjorde det glimrende i målet i dagens kamp mod VHC/Vidar 2. Selvom han kun er 16 år, så fik han alligevel vingaven, som gives til kampens bedste spiller for hvert hold. Foto: Jesper Gynther
KAMPREFERAT | RØNNE | ABONNENT | 23. OKT 2021 • 18:19
Jesper Gynther
Journalist
KAMPREFERAT | RØNNE | ABONNENT
23. OKT 2021 • 18:19

Den unge målvogter Frederik Abildløkke Hansen stod en pragtkamp for Viking Rønne Håndbold, der lørdag vandt en kneben sejr på 25-23 over VHC/Vidar 2.


I dag blev håndboldsæsonen for alvor skudt i gang på Bornholm. I alt tre kampe blev spillet i Rønne Idrætshal, og i den sidste af dem skulle Viking Rønne Håndbolds herrehold i serie 1 i aktion.

Modstanderen var VHC/Vidar 2, og gæsterne kom bedst fra start. Det stod således 9-12 ved pausen, men i 2. halvleg viste bornholmerne markant bedre spil og gejst, og med tre minutter tilbage af opgøret kom de foran for første gang i kampen med scoringen til 22-21.

Kampen sluttede 25-23 til Viking Rønne Håndbold, som især kan takke den unge målvogter Frederik Abildløkke Hansen for at holde holdet inde i kampen med mange store redninger. Rønneboen blev da også kåret som hjemmeholdets bedste spiller efter kampen.

– Jeg er rigtig glad og stolt lige nu, for jeg er kun lige rykket op på seniorholdet, fordi vi ikke var nok til at lave et U17-drengehold, fortæller Frederik Abildløkke Hansen, der blot er 16 år gammel, og som netop er hjemvendt til Bornholm efter at have været på efterskole ovre.

– Så det er også min første kamp i den her hal i rigtig lang tid, og så er det jo bare fedt, at vi spiller så godt her til sidst i kampen og får hevet sejren hjem, fortæller den unge målvogter, som får stor ros af sin træner.

– Frederik er en spiller, som alle trænere elsker at have, for han kommer altid til træning og kamp, og det er uanset, om han så har 40 i feber. Og han gør det rigtig godt, og som 16-årig er der jo mulighed for at blive endnu bedre, så han bliver spændende at følge, siger Lars Trust.

Træner Lars Trust mener, at Vikings brede bænk gjorde udslaget i kampen. Foto: Jesper Gynther

Alvorssnak i pausen

Når Frederik Abildløkke Hansen skal pege på, hvad der gjorde, at det blev Viking Rønne Håndbold, som tog sejren, så er han ikke i tvivl om, at det afgørende blev den snak, som holdet havde sammen i pausen.

– Vi starter ikke så godt i 1. halvleg. Vi spiller langsomt og kommer hurtigt bagud med fire-fem mål, og vi er frustreret. Så i halvlegen har vi en teamtalk for at få mere gejst, fortæller han.

– Det er to-tre af spillerne og så vores træner, der fører ordet, og vi bliver alle enige om, at det er nu eller aldrig.

– Og det var helt klart den snak, vi havde i halvlegen, der vendte det for os. Det fik os rystet sammen som et hold, siger Frederik Abildløkke Hansen, der også mener, at det var en klar fordel, at Vikings bænk var klart bredere end gæsternes, som kun havde taget én udskifter med til Bornholm.

Det blev en nervepirrende afslutning på kampen. Foto: Jesper Gynther

Lidt heldig sejr

Viking Rønne Håndbolds træner, Lars Trust, er også glad for sejren, men er ikke sikker på, om den er helt fortjent.

– I bund og grund er vi måske heldige at vinde. Men til sidst begynder vi at tro på, at vi godt kan, og en kamp bliver jo afgjort over to halvlege og ikke én, siger han og peger også på, at bredden gjorde forskellen.

– De er kun én udskifter, så de bliver trætte til sidst, og man kan også se, at de prøver at trække tiden lidt for at få pusten. Så vi løber fra dem til sidst, men vi burde nok have gjort det en del tidligere, for vi brænder en masse chancer, siger han og fortæller, at han også gerne havde set, at forsvarsspillet havde været bedre.

– Mange holdt pause i forsvaret i dag, og det sker nok ubevidst. Mange af vores spillere har jo spillet i mange år, og de er måske vant til, at det er lidt trygt at holde sig lidt tilbage og afvente, når man forsvarer, men der vil jeg gerne have, at man laver en lidt mere offensiv tilgang til at dække op, siger han.

Vikings hold er et mix af unge og lidt ældre spillere, som nu skal spilles sammen. Foto: Jesper Gynther

Er ny træner

Kampen var samtidig Lars Trusts første hjemmekamp som træner for Viking Rønne Håndbold. Han er for nylig flyttet til Bornholm for at kunne bruge mere tid sammen med to af sine børn, som bor herover, men selv er han opvokset på Sydsjælland tæt ved Faxe og Karise.

– Jeg er blevet træner for det her hold, fordi jeg hørte, at der manglede trænere her på Bornholm, og så ville jeg gerne hjælpe med at løse problemet. Jeg har været træner i 20 år, men dog mest som ungdomstræner, fortæller han.

Udover at være træner, er Lars Trust også dommer, og inden herreholdet skulle spille i dag, så dømte han faktisk Team Bornholms damekamp.

Karoline Wex var kampens eneste dommer. Normalt er der ellers to, som styrer løjerne. Foto: Jesper Gynther