Selv blev Carl sjællandsmester syv gange, han var med til DM ti gange, og det var dengang, da vi her på Bornholm kunne opleve DM i gymnastik på tv med Gunnar "Nu" Hansen som kommentator. Han var med på landsholdet 22 gange i årene 1961-71, og han blev individuel danmarksmester fire gange i disciplinerne spring over hest, bensving, reck og øvelser på gulv.
Allerede mens han var aktiv gymnast, begyndte han også at engagere sig i idrætspolitik, og som jeg fornemmede det, opnåede han også ganske gode resultater til gavn for os bornholmere. Blandt andet fik han indført en tilskudsordning, så vi ikke skulle betale alle vores rejser selv - og det var før, der var noget, der hed Idrættens rejsefond.
Carl var medlem af Dansk Idræts Forbunds kredsudvalg på Bornholm 1969-79 og medlem af Dansk Idræts Forbunds bestyrelse 1973-74. Desuden var han medlem af Rønne Idrætsråd 1979-86 - de sidste fem år som formand. Jo, han var virkelig en ildsjæl. Da han stoppede som formand i Viking, talte gymnastik- og trampolinafdelingen mere end 500 medlemmer - de fleste af dem under 14 år.
Årets sportsmand i 1969
I 1969 blev Carl af Bornholms Tidende kåret som Årets sportsmand på Bornholm, og i 1972 modtog han også BT's idrætslederpris.