På bedste amerikanervis valgte vi at gå med gin & tonics… til stor glæde for både min ven – og sandelig også Jens, der syntes, at det var god stil.
Vi sidder her i Bornholms sjoveste restaurant – i hvert fald hvis man kigger på væggene. Der hænger alt fra Springsteen-plakater til Liverpool-skilte og amerikanske flag. Hvorfor den stil?
– Alt, hvad der hænger herinde, har en historie. Det er ikke noget, jeg har købt på nettet – det er enten noget, jeg selv har medbragt fra USA, noget gæster har doneret, eller noget, der er kommet til i forbindelse med events. Der er mening med det hele. Det er det, jeg synes er sjovt – det skal have betydning for mig eller for gæsterne.
Hvad er Restaurant Texas for dig?
– Det er mit forsøg på at give bornholmerne det, jeg selv oplevede og faldt for, da jeg rejste rundt i USA med min daværende kæreste i 1989. Det var dengang, Ronald Reagan var præsident, og muren faldt. Vi rejste længe og kom først hjem i 1990.