– Det handler om at gøre sig lækker for dem, der flytter til Bornholm. Gøre sit for at sikre, at der er et sted at bo, at der er de nødvendige pasningsmuligheder til vores børn, at der er skolemuligheder, et velfungerende hospital, læger og så fremdeles. De helt grundlæggende rammer, der kan trække arbejdskraft hertil, lød det fra ham.
Det er næppe gået mange næser forbi, at budgetforliget er præget af nedskæringer. Eksempelvis skal der spares på skoleområdet, hvor Rønne skal gøres til et skoledistrikt og klasserne gøres større
Virksomhederne peger på, at arbejdskraft og muligheden for at tiltrække arbejdskraft er det vigtigste. Det mener de bedst gøres ved, at her er attraktivt at bo, hvordan håndterer du den balancegang?
– Jeg synes, at vi langt hen ad vejen har holdt hånden under vores velfærd og vores vilkår for vores børn og unge. Vi rører ikke ved minimumsnormeringer og lærernes undervisningstid. Vi putter penge i omorganisering på ældreområdet for i sidste ende at få mere for pengene og skabe bedre arbejdsvilkår for vores ansatte. Vi har udvidet vores dagpasningstilbud og afsat penge til almene boliger, så rammerne er til, at der kommer nye borgere til Bornholm.
Politikerne førstebehandler det nye budgetforlig til kommunalbestyrelsesmødet på torsdag.