Morten Riis tilbyder at aflaste Jacob Trøst

Morten Riis tilbyder at aflaste Jacob Trøst
Morten Riis takker snart af som borgmester. Foto: Marine Gastineau
POLITIK | Torsdag 24. oktober 2024 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Torsdag 24. oktober 2024 • 19:00

Hvis borgmesteren har brug for at blive aflastet, når han vender tilbage, er jeg klar til at tage opgaver på mig, siger Morten Riis (EL), der har været vikar for Jacob Trøst i godt og vel en måned.

Når man vender tilbage til jobbet efter at have været væk med overbelastning, er det helt almindeligt at gå i gang på nedsat tid – og geare gradvist op, når man er er parat.

Det er sværere på en toppost som den, som borgmester Jacob Trøst (K) har været sygemeldt fra i godt og vel en måned, når han efter planen vender tilbage på mandag.

Ikke desto mindre har Jacob Trøst fået tilbuddet, fortæller viceborgmester Morten Riis (EL), der har passet borgmesterens opgaver siden midten af september.

– Jeg har fortalt Jacob, at hvis der er opgaver, som han gerne vil spille over til mig i starten, så må han gerne det, siger Morten Riis.

– Der er måske nogle opgaver, hvor han ikke behøver at være der. Der er nogle ting, der er vigtige fra et borgerperspektiv, men som måske ikke er afgørende for kommunens drift.

– Hvad det vil kunne være for opgaver, er det op til Jacob at afgøre. Jeg har i hvert fald sagt, at han bare skal række ud, hvis jeg på nogen måde kan gøre det lettere for ham at vende tilbage. Hvis der bliver brug for det, tror jeg da, at han i et eller andet omfang vil tage imod det, siger Morten Riis.

Morten Riis ser tilbage på godt og vel en måned, der ikke har været helt så anderledes for ham, som den havde været for de fleste andre.

– Jeg synes, at det har været spændende, selvom det selvfølgelig har været på en kedelig baggrund. Derfor er jeg også glad for, at Jacob nu kommer tilbage. Jeg håber, at han er blevet frisk igen, siger han.

– Nu har jeg været udvalgsformand i syv år, så jeg har ofte haft min gang i den administrative del af kommunen. På mange måder har det ikke været så meget anderledes, ud over at gebetet selvfølgelig er større for borgmesteren, siger Morten Riis.

– Så jeg har ikke været så overrasket. Og så har jeg også haft mulighed for faktisk at tage opgaven på mig, fordi jeg har valgt ikke at have et arbejde ud over politik. Så det har været relativt overkommeligt, men også super interessant.

Flyene – og studehandelen

Et par store sager har skilt sig ud som dem, som Morten Riis regner med at huske fra sin tid som midlertidig borgmester.

– Det har været rigtig dejligt at skubbe lidt på nogle sager, der lå, og som vi skulle gøre noget ved. For eksempel sagen om DAT og flykontrakten, der løber ud i november næste år, siger han.

Har du fået reddet flyruten?

– Det er nok for meget at sige. Men jeg tror, at vi har fået lavet en god proces, der kan få afklaret, om der er aktører, der er interesserede i at flyve ruten.

– Alternativt har vi også startet en parallel proces om en mulig statsstøtte flyrute. Det har heller ikke været mig alene, men sammen med gode folk i regionen og på hospitalet, siger Morten Riis.

– Der har også været den nye sundhedsstruktur, som vi også har fået givet vores besyv med om i et høringssvar til staten, siger han.

Blandt de to møder i kommunalbestyrelsen, som Morten Riis kom til at lede, vil han særligt huske det seneste i forrige uge. Men ikke for det gode: Det var her, at madskolen på Paradisbakkeskolen i Nexø blev reddet i en handel, der også holdt liv i ideen om en erhvervspark ved Energiø Bornholms landanlæg.

– Efter det seneste møde i kommunalbestyrelsen havde jeg det sådan, at det ikke gør noget, at min tid som formand for den her forsamling snart slutter, siger han.

– Jeg synes, at jeg havde gjort et seriøst stykke arbejde med overgangen for madskolen i Nexø og også fået de andre partiers gruppeformænd med på den idé. Men så var der altså blevet konspireret, uden at det var blevet meldt ind til mig som mødeleder, siger Morten Riis.

– Det syntes jeg sådan set var for slapt. Så lige præcis den torsdag var jeg parat til at give borgmesterstolen fra mig med det samme.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT