Løsgænger overrasket over værdiløst rådhus – men vil sælge det alligevel

Løsgænger overrasket over værdiløst rådhus – men vil sælge det alligevel
Det tidligere rådhus i Tejn er kun to millioner kroner værd, lyder vurderingen fra en ejendomsmægler. Arkivfoto: Jacob Jepsen
POLITIK | Torsdag 31. august 2023 • 05:30
Af:
Jakob Nørmark
POLITIK | Torsdag 31. august 2023 • 05:30

Trods en ny, særdeles lav salgsvurdering af det tidligere rådhus i Tejn ønsker Søren Schow at flytte flere administrative afdelinger fra Tejn til Snorrebakken. Administrationen advarer mod sådan en plan – mens den tidligere Venstre-leder advarer mod at lytte for meget til indvendingerne fra embedsværket.

To millioner kroner.

Det er beløbet, som en ejendomsmægler ifølge regionskommunens administration har vurderet det tidligere i rådhus i Tejn til at være værd. Vurderingen fra august 2023 er lavet, fordi Venstres tidligere medlemmer i kommunalbestyrelsen har bedt om at få estimeret indtægterne fra et eventuelt salg af administrationsbygningerne i Tejn.

Søren Schow, der i mellemtiden har meldt sig ud af partiet, forventede personligt, at et salg ville kunne indbringe syv-otte millioner kroner, fortalte han Tidende i juli. Den noget lavere vurdering skyldes ifølge ejendomsmægleren, at der skal ”påregnes store omkostninger til ombygning, hvis ejendommen ikke skal anvendes til kontorfaciliteter/kommunalt formål”, oplyser kommunen i svaret.

Ejendomsvurderingen af bygningskomplekset på Skovløkken får dog ikke Søren Schow til at ændre kurs. Han vil fortsat gå ind til budgetforhandlingerne med et forslag om at flytte medarbejderne i afdelingerne Plan, Byg og Miljø fra Tejn til Snorrebakken.

– At et så stort byggeri, der ligger i så attraktivt et område, skal vurderes så lavt, er pudsigt, siger Schow, inden han slår fast, at hans opmærksomhed på Tejn-afdelingen har rødder i et ønske om at styrke og slanke administrationen.

– Det er ikke på grund af indtægterne fra salget, at vi er kommet med det her forslag, men fordi vi stadig ikke mener, at vores opgaveløsning fungerer særligt godt, siger løsgængeren, der sammen med Heidi Burgedahl forlod Venstre tidligere på måneden.

De mener, at blandt andet byggesagsbehandlingen og arbejdet med lokalplaner lider skade af den decentrale struktur. Ved at flytte medarbejderne fra Tejn til de samme bygninger som kommunens øverste ledelse og samtidig samle Plan, Byg og Miljø under én fælles leder forventer Søren Schow, at arbejdet kan blive mere effektivt. I svaret, som hele kommunalbestyrelsen har modtaget, advarer administrationen imidlertid mod at gøre, som Søren Schow ønsker.

”Kompleksiteten af arbejdsopgaver/arbejdsområder gør, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, ikke at have selvstændig fagleder for henholdsvis Byg og Plan. Der har været en lang periode med usikkerhed omkring afdelingernes fysiske placering, så det, der pt. er brug for, er stabilitet, og det er både ledelsesmæssigt samt i forbindelse med fysisk placering”, står der i svaret.

Administrationen oplyser desuden, at bygningerne i Tejn rummer cirka 110 medarbejdere fordelt på centrene ”Ejendomme og Drift”, ”Natur, Miljø og Fritid” samt ”Regional Udvikling, It og Sekretariat”. På Snorrebakken i Knudsker kan der i de eksisterende bygninger findes plads til yderligere 40 administrative medarbejdere i de lokaler, der ikke udnyttes i dag. Ifølge Ejendomsservice vil det koste cirka 11 millioner kroner at renovere lokalerne, der er fordelt på to fløje.

Grundholdning

Venstre var i 2021 med til at beslutte at gennemrenovere det tidligere uddannelsescenter på Snorrebakken og lave en tilbygning i tre etager, hvilket ville gøre plads til alle afdelinger fra Tejn. Den store rådhusplan til over 100 millioner kroner blev vedtaget sammen med Socialdemokratiet, men det flertal smuldrede efter valget, hvor begge partier blev halveret. Den nye konstellation bag Jacob Trøst (K) besluttede at annullere tilbygningen og – efter længere forhandlinger og intern splittelse – at holde fast i Tejn som rådhusafdeling.

Søren Schow er stadig – også efter kommunens seneste redegørelse – fortaler for at afhænde bygningerne i Tejn og samle administrationen.

– Hvis vi kunne flytte det hele og frigøre Tejn fuldstændig, ville det være at foretrække, siger han og bemærker, at politikerne ikke nødvendigvis bør lytte alt for meget til indvendingerne fra embedsværket.

– Vi ved jo godt, at grundholdningen hos administrationen er, at det ikke er en god idé. Og det er sådan, vi skal læse de her svar, siger Søren Schow.

Trods oplysningerne fra embedsværket tror han, at kommunen kan finde lokaler nok, hvis politikerne tør sætte en retning.

– Hvis jeg nu skal være en lille smule grov: Lad os bare politisk beslutte, at vi skal rømme Tejn Rådhus og flytte medarbejderne et andet sted hen.

Det kan jo kun lade sig gøre, hvis der er lokaler nok til rådighed andre steder. Mener du, at der er det?

– Hvis du ser på andre af vores spørgsmål, ser vi på en sammenligning med andre kommuner i Danmark. Der står, at vi er alt for tunge administrativt i kommunen, siger Søren Schow, som blandt andet har bedt om tal på, hvor mange penge regionskommunen kan spare på at nedbringe udgifterne til central administration til niveauet i Vordingborg (læs mere herom i morgen).

– De spørgsmål, vi stiller, skulle gerne føre til, at vi gør noget for at mindske udgifterne til vores administration. Heriblandt at stoppe med at drive to bygninger i stedet for én, lyder det fra løsgængeren.

Flere på samme kontor

Kommunens tal viser, at der er plads til 40 ud af 110 Tejn-medarbejdere på Snorrebakken. Det er en forskel på 70 medarbejdere. Selvom man kunne effektivisere administrationen på tværs af hele kommunen, må det være svært at få plads til alle?

– De 40, som der er plads til, er det i enkeltkontorer? spørger Søren Schow.

Det står ikke nærmere beskrevet.

– Det er jo det, man har ønsket tidligere. Vi må bare konstatere, at i BRK har vi ikke økonomi til, at hver enkelt medarbejder kan få sit eget kontor. Vi er nødt til at gøre det på en anden måde, så man sidder tættere og anderledes, siger Søren Schow.

Som gruppeformand for Venstre gik han for et år siden med i budgetaftalen med Socialdemokratiet og Enhedslisten. Han fortæller, at han føler, det ”bragte medarbejderne på den anden ende”, da de tre partier besluttede at skære to stillinger væk i Udvikling og Plan, da de både indsendte høringssvar og skrev læserbreve med kritik af beslutningen. Ifølge Søren Schow er forløbet med besparelsen et eksempel på, hvor svært politikerne har ved at slanke administrationen, for få måneder efter besluttede kommunalbestyrelsen at styrke samme afdeling med et par nye medarbejdere til arbejdet med Energiø Bornholm.

– Resultatet er bare, at man har søgt penge andre steder og lavet et energiø-sekretariat, konstaterer Søren Schow, der går til budgetforhandlingerne på mandag og tirsdag med en mission om at spare på administration.

– Antallet af kontorstole skal fremadrettet reduceres. Vi har for stor administration på Bornholm, og det er der, alle vores penge forsvinder hen, konkluderer han.




Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT