Klub Stjernen overlever – kommunekassen betaler det meste

POLITIK | Torsdag 30. november 2023 • 18:47
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Torsdag 30. november 2023 • 18:47

Klub Stjernen, et tilbud i Rønne for unge med nedsat funktionsevne, skal alligevel ikke lukke, men får lov at overleve.

De øvrige brugere af Ungdomsskolen kommer heller ikke til at betale fuldt ud for en fortsat Klub Stjernen, sådan som de frem til torsdag aften risikerede at skulle gøre. I form af sommerferielukket og en lukkedag om ugen.

I stedet kommer kommunekassen til at betale 200.000 kroner for at køre Klub Stjernen videre næste år, og Ungdomsskolens øvrige brugere kommer kun til at bøde de sidste 100.000 kroner ved, at Ungdomsskolen holder lukket i sommermånederne.

Det afgjorde kommunalbestyrelsen i enighed torsdag aften. Ideen kom fra borgmesterpartiet Konservative.

– Unge med funktionsnedsættelse har én dag om ugen, hvor de kan møde op og deltage i et tilbud. Jeg har været der og ved, hvor meget det betyder for dem, sagde Iben Busch (K).

– Vi foreslår, at man finansierer en fortsættelse af Klub Stjernen med et kassetræk i 2024, og at man oversender sagen om den videre finansiering til forhandlingerne om budget 2025, sagde hun.

– Det bør ikke være til diskussion, at alle børn og unge skal have den mulighed, sagde Karen Lynn Jacobsen (S).

– Jeg er fuldstændig enig. Det giver os så et år til at finde den finansiering, sagde Bjarne Hartung Kirkegaard (KD).

– Der er rigtig, rigtig mange, der kommer i den her klub, og den spiller en afgørende rolle for nogle unge mennesker. Derfor er det også rigtig svært at sige, at den ikke skal være der længere, sagde Morten Riis (EL).

At lukke Klub Stjernen var en del af den plan for at genoprette økonomien i kommunens Center for Børn og Familie, som kommunalbestyrelsen godkendte den 10. maj. Klub Stjernen er 100 procent finansieret af netop Center for Børn og Familie, der slås med stor ekstra udgifter til anbragte børn og unge.

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT