En del af snakken cirklede om det kommende formandsvalg. Partiets kredsformand gennem 23 år, den 67-årige Anette Stæhr, har netop meddelt, at hun trækker sig. Socialdemokratiet skal derfor vælge en ny formand og det sker på Socialdemokratiets generalforsamling, som afhodels den 28. marts i Aakirkebyhallerne.
– Jeg vil personligt takke Anette for et mangeårigt godt samarbejde, lød fra Jacob Lund, der i sin beretning afslørede, at afdelingen på Nordbornholm har nedsat et lille udvalg bestående at Kasper Flygare, Christian Faurholdt Jeppesen og Lea Wermelin, der kigger på mulige emner, som vil kunne løfte Anette Stæhrs opgaver.
– Herefter er det en demokratisk proces, hvor alle har mulighed for at ytre sig, og flertallet så beslutter, fastslog formanden og lagde dermed låg på eventuelle spekulationer om, hvem der skal være ny formand for Socialdemokratiet Bornholm. Kasper Flygare, der var vært for aftenens generalforsamling, er næstformand i kredsen og står dermed først i rækken. Men han har allerede meldt ud, at han ikke er interesseret i at overtage Anette Stæhrs plads.
– Det har jeg ikke nogen ambitioner om. Jeg er ikke den administrative haj, der skal til for at kunne bestride den post. Så jeg synes, vi skulle prøve at se, om der er en, som er bedre til det end mig, sagde Kasper Flygare søndag til TV2 Bornholm.
Lars Goldschmidt, der var dirigent på aftenens generalforsamling, benyttede lejligheden til at bekendtgøre sit formandskandidatur.