En bestemt person fik Linda til at droppe DF

En bestemt person fik Linda til at droppe DF
Linda Kofoed Persson fortæller, at det er mange små ting, der får hende til at skifte fra DF til Konservative. Arkivfoto: Anette Vestergaard
TOPNYHED | POLITIK | Onsdag 1. november 2023 • 05:31
Jakob Marschner
Journalist
TOPNYHED | POLITIK | Onsdag 1. november 2023 • 05:31

Ingen enkeltsag, ingen konflikt, ingen uenighed med nogen om noget får Linda Kofoed Persson til at skifte fra DF til Konservative. Det gør derimod en udvikling, som hun selv har været igennem, siger hun. Samt et godt samarbejde med borgmester Jacob Trøst og det at finde ud af, at hun faktisk er ret enig i Konservatives politik.

Det hører til de absolutte sjældenheder, når en politiker peger på sin egen personlige udvikling over længere tid som årsagen til, at hun skifter parti.

Men sådan en sjældenhed kommer der her, for det er netop den forklaring Linda Kofoed Persson giver på sit skifte fra Dansk Folkeparti til Konservative.

– Jeg kan ikke pege på een eller to eller tre sager som det, der fik mig til at træffe min beslutning, siger Linda Kofoed Persson.

– Det er svært at sætte ord på, for det er mange bittesmå ting, der ikke i sig selv udløser en skilsmisse.

– Det er ligesom i et ægteskab efter måske 20 år. Hvis man er i tvivl, skal man mærke rigtig godt efter, før man gør noget drastisk. Det har jeg gået og gjort i flere måneder, og nu er jeg så kommet til, at det er det, jeg gør, siger Linda Kofoed Persson.

– Jeg orienterede Rene i sidste uge og resten af gruppen i weekenden, og jeg har også orienteret (partiformand) Morten Messerschmidt og DF's hovedbestyrelse, som jeg også sidder i. De har sagt, at de er kede af det, men også har respekt for min beslutning.

To beslutninger i en

Det skyldes et tilfælde, et sammenfald af forskellige omstændigheder, at Torben Kofod Ager og Linda Kofoed Persson offentliggør deres skifte fra DF til Konservative samtidig, som det skete tirsdag aften, siger Linda Kofoed Persson.

– Torbens og min beslutning skal ikke ses som een. Han har sine grunde til at skifte parti, siger hun og fortsætter.

– Men da Torben så kom og fortalte mig, at han gik nu, kunne jeg ikke stå over for jer i pressen og kommentere på Torbens afgang og sige, at det var jeg ærgerlig over, når jeg nu selv gik med sådan en rumlen, siger hun.

– Derfor bad jeg også Torben om at vente et par dage med at melde det ud. Det er kun derfor, vi ender med at offentliggøre vores beslutninger samtidig, siger Linda Kofoed Persson.

– Jeg har både overvejet, om jeg skulle blive løsgænger og om jeg helt skulle forlade politik. Jeg er bare en holdspiller, og har behov for nogen at spille sammen med.

Så hvis der skulle være et nyt hold for Linda Kofoed Persson, hvilket hold skulle det så være? Hun siger, at det også blev grundigt undersøgt.

– DF og Konservative har stemt sammen i rigtig mange sager i kommunalbestyrelsen. Så gik jeg ind på Konservatives hjemmeside og læste om deres politik på rigtig mange områder, siger Linda Kofoed Persson.

– Der nåede jeg frem til, at den politik kunne jeg godt se mig selv i. Kombineret med at jeg er en holdspiller og har haft et rigtig godt samarbejde med Jacob gjorde, at jeg valgte at skifte til Konservative, siger hun.

Og så er vi tilbage: Bitterhed? Nej. Stridigheder? Nej. En beslutning som hun deler og har taget sammen med sine allernærmeste? Slet ikke.

– Min mand, mine forældre og mine svigerforældre bliver i DF. Det er mig og min personlige udvikling i det sidste år, der har gjort det, siger Linda Kofoed Persson.

– Fra at være dem, der stod på sidelinjen i sidste og forrige valgperiode har vi i den her valgperiode været inde og tage noget ansvar.

– Jeg smækker ikke med nogen døre. Det har jeg også sagt til Morten Messerschmidt. Jeg er også blevet spurgt, om det har noget at gøre med, at Zille Vangsaa kom ind i gruppen. Og nej, det har ikke noget med Zille at gøre. Det har heller ikke noget med Morten Messerschmidt at gøre, siger Linda Kofoed Persson.

– Nej. Det har noget med mig at gøre.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT