DN Bornholm anførte i klagen, at Bornholms Regionskommune selv beskriver Marevad Kildeplads som områdets største indvindingskilde med stor sårbarhed og ringe mulighed for at nedbryde olie og benzin.
Risiko for forurening
Miljøklagenævnet pegede på, at kommunen reelt ikke har undersøgt risikoen for udledning/nedsivning af spildevand, benzin og olie fra banen, hvad det vil betyde for grund- og drikkevand, hvis en forurening finder sted, og hvilke foranstaltninger der skal til for at forhindre forureninger.
I en fornyet behandling af sagen bør regionskommunen derfor foretage en vurdering af hvilke mængder olie og benzin, der forventes spildt på projektområdet, herunder hvilke spildmængder, der kan udgøre en risiko for indvindingen ved Marevad Kildeplads, hed det i afgørelsen i oktober.
I afgørelsen tog Miljø- og Fødevare klagenævnet ikke konkret stilling til DN's øvrige klagepunkter, blandt andet at DN mener, at det konkret bør undersøges, hvordan motorsportsbanen vil påvirke fuglelivet og det øvrige dyreliv i området samt eventuelle kulturhistoriske minder.