Vild sommer: Isbutikker har fordoblet omsætningen

Vild sommer: Isbutikker har fordoblet omsætningen
Bow Bamonte får langet masser af kugleis over disken. Foto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | Torsdag 11. september 2025 • 05:30
ERHVERV | Torsdag 11. september 2025 • 05:30

Sommeren har været god for de to iskiosker på Hovedgaden i Snogebæk. Her kan de begge berette om et issalg, der har sprængt alle forventninger.

– Vi har haft ekstremt travlt, fortæller Bow Bamonte, som netop har sendt en familie ud af døren med store smil og krøllebølle-is i hænderne.

Solen skinner i Snogebæk, og selvom kalenderen siger september, så er der rift om de gode pladser i solen, og kø i isbutikken, hvor Bamonte rutineret langer is og kaffe over disken.

– Vi havde en rigtig god sæson sidste år, hvor vi havde mere salg, end vi havde forventet, og i år havde vi budgetteret med 20 procent højere salg, fortæller han.

Sammen med sin kone forpagter han Krøllebølle-iskiosken for Bornholms Ismejeri, og sidste år var parrets første sæson.

– Da sæsonen sluttede var vi enige om, at det havde været vildt og sjovt, men det var ikke så slemt, som vi havde frygtet.

– I år har det været hårdt, og vi er ved at være klar til en pause, smiler Bow Bamonte og uddyber:

– Det er jo fedt at tjene en masse penge, men vores juli i år har været dobbelt så god som sidste år, og det kan godt være svært at opretholde kvaliteten af den service, man giver, når man kun har hyret personale til en stigning på 20 procent.

– Så løber man bare rundt og gør det bedste, man kan, ler han, inden han vender sig rundt mod en større gruppe, som netop er trådt ind for at bestille is til hele banden.


Jonas Egmose Hansen (tv) flankeret af Marios Heinzelmann som fra næste år skal være butikschef. Indehaveren vil dog endnu ikke løfte sløret for, hvad han så skal lave. Foto: Sarah Thun Kristensen

Crazy sommer

Et stenkast væk er der også godt gang i den hos Isfabrikken.

Her sidder masser af gæster og nyder solen med kaffe og is, og siden klokken 11.00 har Jonas Egmose Hansen haft travlt med at servicere de mange gæster. Også han er i gang med sæson nummer to siden overtagelsen.

– Vores sommer har været crazy. Sidste år var jo vores første sæson, så vi troede, at vi havde et pejlemærke, men vi har haft en 100 procent stigning i omsætning i år, fortæller han.

Han oplever, at folk er meget positive og glade for konceptet, og sammen med en fuldtidsansat står han selv og laver og sælger is dagen lang.

– Vi har måttet tænke i nye løsninger for at finde lagerplads nok, fortæller han.

Sommeren igennem har han holdt åbent hele dagen igennem, og nu hvor sensommeren er sat ind, har han skåret en enkelt time af i hver ende.

– Men der er kunder helt fra klokken 11, og om aftenen efter aftensmad kan der stadig være virkelig mange forbi.

Også her kan de mærke, at energien så småt er ved at være gået af ballonen, efter en lang og travl sæson. Der er dog lige halvanden måned tilbage, før iskiosken holder vinterpause.

– Så skal vi arbejde på nogle nye tiltag, som vi ikke helt er klar til at løfte sløret for endnu, smiler han.

Fra fem til to

På Isfabrikken indledte de sæsonen med et nyt udtryk og logo. Måske det har haft noget at sige i forhold til den store tilstrømning af kunder, men i Krøllebølle-kiosken har Bow Bamonte også et andet gæt.

– Laura (Amadei, red.) købte jo først den lille turkise kiosk, hvor de solgte bubbletea, og her solgte de også softice. Nu har hun restaurant henne, hvor der tidligere var Thai Takeaway, og de solgte også softice før. Så Laura har faktisk egenhændigt lukket to af de steder, hvor man kunne få is i Snogebæk, ler han.

Derudover har isvognen Sissis, hvor man kunne få frisklavet rulle-is heller ikke haft en plads i Snogebæk denne sæson, og det har altså bragt udbuddet af iskiosker ned fra fem til de to, som altså begge har kunnet fordoble højsommerens omsætning.

– Men man kan jo ikke vide, om det er det, fortæller Bow Bamonte.

I krøllebølle-kiosken har de indsnævret åbningstiderne en del for at kunne balancere studieliv og arbejdsliv. Hvis planen holder, tager de to endnu en sæson som forpagtere, hvorefter de er klar til at lave noget andet.


Der er masser af gang i isbaren med den lille trold på gavlen. Foto: Sarah Thun Kristensen


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT