Aakirkeby i front i ræs om Beof-penge

Aakirkeby i front i ræs om Beof-penge
Seks baner til den ret nye sportsgren frisbeegolf kan være på vej i Aakirkeby.
KULTUR | Torsdag 11. september 2025 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
KULTUR | Torsdag 11. september 2025 • 15:30

To projekter i Aakirkeby har indtil nu fået næsten halvdelen af de afgivne stemmer i kapløbet om at få mest i støtte fra Beofs udlodningspulje på 125.000 kroner.

Seks baner til frisbeegolf; en sport, hvor man kaster en frisbee mod en kurv. Placeret ved aktivitetspladsen Gnejsen i Aakirkeby.

Det ligner et ret stort ønske fra folk i Aakirkeby og omegn – ja, måske også fra egne længere væk fra byen midt på Bornholm.

I hvert fald har Aakirkeby Borgerforenings projekt om de seks frisbeegolf-baner lagt sig ret solidt i spidsen blandt de ni projekter, der er udvalgt til at kunne få støtte fra Beofs udlodningspulje på 125.000 kroner.

Alle Beof-kunder har én stemme, før Beof senere på efteråret når frem til, hvordan de 125.000 kroner i efterårets pulje skal fordeles. Frisbeegolf-banerne i Aakirkeby har indtil nu fået 29 procent af de afgivne stemmer.

"Vi tror på, at frisbeegolf kan blive et nyt samlingspunkt i byen, hvor alle – uanset alder og baggrund – kan være med. Det er gratis, det giver frisk luft og motion, og det styrker de fællesskaber, vi allerede har bygget op gennem områdefornyelsen", begrunder Aakirkeby Borgerforening.

Trækker også andre stemmer

Aakirkebys evne til at trække stemmer i ræset om pengene fra udlodningspuljen stopper ikke med frisbeegolf-projektet.

På en delt andenplads med 18 procent af de indtil nu afgivne stemmer ligger Aakirkeby IFs projekt om nye tilskuerpladser og udskiftningsbænke til byens stadion.

Den andenplads deler Aakirkeby IF netop nu med Madoasen i Rønne. Her arbejder 57 frivillige med at hente overskudsmad og dele den ud til bornholmerne, der har brug for en hjælpende hånd.

Madoasen ønsker sig to nye kølemontre og har også 18 procent af de afgivne stemmer bag sig.

Beof åbnede sin udlodningspulje sidste år. De første uddelinger har vist et mønster, hvor alle de indstillede projekter får penge – men hvor Beof-kundernes stemmer er meget afgørende for, hvem der får flest.

Fristen for at stemme er denne gang den 25. september.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT