Rie siger farvel efter 44 år i brugsen

Rie siger farvel efter 44 år i brugsen
I fremtiden bliver der mere tid til familien, og allerede torsdag skal Rie Jensen sammen med datter, svigersøn og børnebørnene Louis og Georg til Kreta. Foto: Anders Liljeroth
PEDERSKER | Søndag 9. oktober 2022 • 10:30

Man lærer rigtig mange mennesker at kende, når man arbejder i brugsen i så mange år, men nu bliver det dejligt at få mere tid til naturen, mener Rie Jensen.

Et særdeles kendt ansigt i brugsen i Pedersker sagde lørdag farvel og tak med maner, og der dukkede masser af mennesker op for at sige et par anerkendende ord til den nyslåede pensionist.

Det er nemlig 44 år siden Rie Jensen startede i den lokale brugs, og gennem årene har hun lært rigtig mange mennesker at kende.

– Jeg er jo oprindeligt fra Pedersker, for jeg er født nede i Sømarken. Så flyttede vi til Arnager, men jeg har holdt ved min arbejdsplads alle årene, og det har virkelig været en fantastisk arbejdsplads, siger Rie Jensen.

Og det er med god samvittighed, at hun nu forlader posten i brugsen.

– Jeg er da lidt stolt over, at jeg kan stoppe nu, hvor butikken er blevet så flot både ude og inde, og vores indtjening ligger rigtig godt. Så som jeg sagde til uddeleren Sten, så synes jeg, at jeg kan gå fra med en god samvittighed.

Man bliver vel ret kendt, når man arbejder sådan et sted i så mange år?

– Ja, og det er ikke kun blandt de lokale, for mange af de turister der handler her, er gengangere, så jeg har mange gange flere tyskere der kommer hen og hilser på og siger, hvor er det godt at se dig, fortæller Rie Jensen.

Hvordan har udviklingen været i alle de år?

– Den har været fantastisk, for der er ikke to dage der er ens. Der er sket meget med kasseapparater og måden man bestiller varer på, men jeg kan godt mærke det begynder at blive lidt mere teknisk de senere år.

Mere tid til naturen

Udviklingen er gået stærkt, for tingene foregik på en lidt anden måde, dengang Rie Jensen blev ansat i brugsen.

– Da jeg startede stod vi og prissatte hver enkelt vare med en prismaskine, men i dag går det helt automatisk, og vi kan se hvilke varer vi skal trække hjem hver dag. Og så har vi fået både apotek og posthus og en masse andre ting.

Rie Jensen har både arbejdet i butikken og på kontoret, og det har været med til at holde hende på arbejdspladsen, mener hun.

– Ja det har da også gjort, at jeg er blevet så mange år. Jeg har været utroligt glad for at være her, og har haft nogle helt fantastiske kolleger, påpeger hun.

Hvad så nu?

– Nu har jeg jo tid til en masse. Jeg er naturmenneske, så jeg kan komme ud og gå og cykle lidt mere, og vi kan se vores venner mere. Og så elsker vi at rejse, og vi tager faktisk allerede afsted på torsdag til Kreta med datter, svigersøn og børnebørnene. Det bliver en tur på deres præmisser med vandrutsjebaner og den slags. Så det glæder jeg mig rigtig meget til.

 

 

 

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT