Han gjorde meget for Aakirkeby – og modtog byens påskønnelse

Han gjorde meget for Aakirkeby – og modtog byens påskønnelse
Jørn Erik Funch blev 84 år. Privatfoto
MINDEORD | Fredag 4. juli 2025 • 19:00
Af:
Robert Johnsen
MINDEORD | Fredag 4. juli 2025 • 19:00

Jørn Erik Funch boede stort set hele livet i Aakirkeby, hvor han blandt andet var forretningsdrivende, aktiv i AaIF og formand for Rudolfklubben. Han modtog også Aakirkebyprisen.

Robert Johnsen har på Rudolfklubbens vegne skrevet mindeord om Jørn Erik Funch:

Søndag den 29. juni modtog vi den triste besked om, at Rudolfklubbens tidligere formand, Jørn Erik Funch, var afgået ved døden samme dags nat.

Jørn Erik eller Funkis, som han helt fra sin drengetid blev kaldt, har i al sin tid boet i Aakirkeby. Efter sin skolegang blev han udlært som butiksassistent i Johannes Hansens tøjforretning i Aakirkeby. Efterfølgende arbejdede han fortsat inden for tøjbranchen i nogle år. Herunder også i sin egen butik i Østergade i Aakirkeby.

Pludselig foretog han så et karriereskift til en helt ny verden, idet han blev ansat som forsikringssælger i Bornholms Brand. Et firma, hvor han forblev ansat i forskellige stillinger helt til sin pensionering.

Jørn Erik var en af de "store" fodboldspillere i AaIF fra '50'erne og op til 70'erne, og han blev da også ved flere lejligheder udtaget til unionshold. Senere var han i flere perioder træner for klubbens bedste hold og deltog også på andre ledelsesposter i AaIF. Senest som formand for det daværende aktivitetsudvalg, hvis opgave det var at skaffe penge til foreningens drift. Unge fra den tid har da også udtrykt, at de husker blandt andet Jørn Eriks indsats som noget af det, der gjorde, at de havde en god ungdom i Aakirkeby. Jørn Erik er da også udnævnt til æresmedlem i AaIF.

I Rudolfklubben havde vi et godt øje til Jørn Erik, og da vi i 2012 manglede en formand, spurgte vi ham, om han kunne have lyst til at varetage opgaven, hvilket han gerne ville. Jørn Erik var en meget engageret formand, som altid mødte velforberedt op til alle arbejdsdage og møder. Han arbejdede utrætteligt på at skaffe økonomiske midler, så klubbens medlemmer kunne ændre og renovere klubbens bygninger til de gode forhold, vi råder over i dag. Jørn Erik var med til at skabe stor respekt om klubbens arbejde i bylivet. Han modtog da også byens påskønnelse i form af Aakirkebyprisen.

Jørn Erik fik nogle problemer med helbredet og trak sig fra det praktiske arbejde som formand i løbet af 2022. Han blev afløst som formand i 2023. Klubben udnævner ikke æresmedlemmer, men Jørn Eriks indsats vil altid være dybt respekteret blandt klubbens medlemmer.

Jørn Erik boede sammen med sin hustru, Birgit, i mange år i et nybygget hus på Tulipanvej. Desværre afgik Birgit ved døden i 2013. Nogen tid efter solgte Jørn Erik huset, flyttede ned i sit sommerhus i Boderne og boede der hele året. Han har ved flere lejligheder fortalt, at efter han mistede Birgit, kom Rudolfklubben til at have en meget betydende rolle i hans liv, Et forhold, som klubbens medlemmer i den grad nød godt af.

Desværre blev hans helbred dårligere og dårligere. I foråret 2025 valgte han så i samråd med sin familie at flytte til sin egen lejlighed på Nørremøllecentret. Et forhold, han længe havde vægret sig imod. Han ville blive i sit sommerhus. Han har dog senere udtrykt glæde over beslutningen om at flytte og i forbindelse hermed stor tilfredshed med den pleje, han modtog på Nørremøllecentret.

Jørn Erik blev 84 år og efterlader sig to voksne børn, Lennart og Malene. Vore tanker går til dem og deres familier.

Æret være Jørn Eriks minde.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT