Rebecca skriver digte til den lillebror, hun aldrig sagde farvel til

Som barn var Rebecca Smedegaard meget følsom, og sorgen over den manglende afsked med sin lillebror, der døde som spæd, fik hende til at formulere sine tanker og følelser som digte.

Hvad laver du til daglig?

– Lige nu går jeg ledig, men fra 1. juli har jeg fået arbejde som husassistent ude på Sønderbo. Det er et rehabiliteringscenter, hvor folk bor for en kortere periode. Som husassistent skal jeg stå for rengøring og vasketøj og den slags.

Hvor længe har du boet på Bornholm?

– Jeg kom hertil i 2017, så det må være seks år. Jeg var 21, da jeg flyttede hertil, fordi jeg fik plads på sygeplejeskolen. Det var min førsteprioritet, så jeg havde Bornholm i sigte.

– Jeg vidste, at jeg skulle væk hjemmefra, for jeg kommer ikke fra det bedste miljø. Min far er alkoholiker og stofmisbruger, og min mor var meget fraværende, så jeg har taget mig meget af mine brødre. Jeg har fem brødre. Den ene er død og den anden er min storebror, som har taget sig meget af mig.

Hvordan var det at flytte herover?

– Det var en kæmpe omvæltning. Der var meget arbejde med studiet og med at få flyttet ind i en ny bolig. Min mor og min bonusfar hjalp mig med at flytte, og så installerede min lillebror alt med el, for han er elektriker.

– Nu er jeg uddannet sygeplejerske, men jeg har haft svært ved at få arbejde, for jeg har ikke rigtig hastigheden til det. Jeg er ikke så hurtig. Altså jeg prøver. Men af en eller anden grund, så er det som om, at jo hurtigere, jeg prøver at være, jo langsommere bliver jeg, og det fungerer bare ikke som sygeplejerske.

– Jeg er autist, og jeg har ADD og de to ting i sig selv er jo rigeligt, men udover det har jeg også tourette og epilepsi, men det er ikke det, der fylder mest. Langt de fleste lægger ikke mærke til det, medmindre jeg selv siger det.

– Men at jeg blev fyret som sygeplejerske er nok for det bedste, for jeg har slet ikke tempoet til det. Jeg ville bare rigtig gerne, men det der med at kunne se, at alle andre er hurtigere end dig – det er frustrerende. Jeg har arbejdet halvandet år ved Victor Vask, men nu prøver jeg så med husassistent.

Du har udgivet en digtsamling. Hvordan føles det?

– Det er ret fedt. Det er en vildt fed følelse og lidt uvirkelig, at sende noget ind, og at forlaget så kunne lide det, jeg havde lavet. Når man har været vant til at få at vide, at du er for langsom, du er en udfordring, du kan ikke noget. Så er det vildt fedt, at der endelig er nogen, der skriver, at det her, du har lavet, er faktisk godt send noget mere.

Hvor længe har du arbejdet med den?

– Jeg tror, jeg startede med de første digte, da jeg var omkring 10 år, og så har det udviklet sig derfra. Da jeg så havde en god samling, udvalgte jeg dem, jeg synes bedst om, samlede dem og sendte dem ind til et forlag. Så gik der ikke særlig lang tid, og så fik jeg at vide, at dem kunne de godt lide, og jeg måtte godt sende lidt flere. Og tre uger senere var den udgivet. Så kan man finde den på Saxo, men det er sådan noget, hvor de printer den, når man bestiller den.

Hvorfor begyndte du at skrive digte?

– Jeg tror, det var rent tilfældigt, at vi havde om digte i skolen og så fandt jeg ud af, at det var en meget god måde at komme af med mine følelser på. Jeg havde en hel masse følelser efter min lillebror døde. Jeg var otte år, og jeg følte ikke, at jeg fik lov til at sige farvel.

– Mine forældre tog afsted på hospitalet for at føde, og da de kom hjem, var han ikke med, for der var han død. Mine forældre havde snakket med personalet på fritidshjemmet, hvor jeg gik, og de sagde, at de synes ikke, at jeg skulle ind på hospitalet og se ham død, for det mente de ikke, at jeg kunne håndtere som otte-årig. Så jeg følte aldrig, at jeg fik lov til at sige farvel - eller hej eller noget som helst.

– Så startede jeg med at skrive de ting, jeg gerne ville have sagt til ham. Jeg havde jo gået og glædet mig til at blive storesøster igen og det her lille liv havde en hel verden foran sig. Men jeg tror bare, at jeg havde brug for at sige, at det egentlig var okay, at han ikke var klar til os.

– Mine forældre har gjort som de gjorde med de bedste intentioner. Jeg var en meget følsom otte-årig, så selvom jeg ville ønske, at jeg havde fået den mulighed, så ved jeg ikke, om jeg kunne have håndteret det. Og selvom jeg havde brug for at komme væk fra mine forældre, så har jeg stadig et ret godt forhold til dem nu.

Hvad betyder det for dig at skrive digte?

– Det er meget befriende, og kroppen får lov til at give slip på alt de følelser, den har holdt inde. Der bliver sat ord på det på en måde, jeg ikke føler, jeg selv er i stand til verbalt – ord jeg egentlig ikke var klar over, at jeg kendte, og ord jeg ikke ville kunne sige højt – dem er jeg i stand til at skrive ned, og det er fantastisk.

– Jeg kan godt genkende, hvad jeg har skrevet, når jeg læser det højt, men det er vildt fremmed at høre det komme ud igennem min mund.

– Men at skrive digte betyder også, at jeg ikke lukker af for mine følelser og lukker mig inde i mig selv. Jeg var meget indadvendt og stille som barn, og jeg kunne være en tikkende bombe, som pludselig eksploderede.

– Jeg er blevet i stand til at sætte ord på nogle af de ting, jeg gemmer indeni og få nogle af dem ud, så det ikke ligger og hober sig op. Digtene giver mig mulighed for at komme af med nogle af de følelser, jeg ikke kan sige højt, så jeg kan være i mig selv og i verden.

Hvad drømmer du om at opnå?

– Meningen med at udgive er, at jeg gerne vil dele med andre og prøve at give nogle ord til andre, så de har nemmere ved at åbne op. Lade der være noget genkendelighed for andre, som måske kan hjælpe dem.

– Jeg ønsker selvfølgelig, at den bliver læst. Så behøver jeg ikke gemme mig længere. Selvom den er fyldt med store ord, så vil jeg faktisk rigtig gerne dele dem, og vise at jeg ikke længere er en lille følsom, genert og stille otteårig som har svært ved at omgås andre. Nu er jeg blevet stor og jeg har en masse ord og tanker, jeg gerne vil dele.

BIO

Rebecca Emilie Friis Smedegaard

27 år, bor i Rønne med sin kæreste, men er oprindeligt fra Ballerup,

Hun er uddannet sygeplejerske og udgav i november digtsamlingen "Livet, døden og alt midt i mellem - når tankerne flyver"

AFSKED

Fra vugge til grav

snegler livet sig frem

kun for at ende

før vi virkelig har levet

Livet er hårdt

lykken er kort

døden er en evig søvn

fri for livets mareridt

For nogle er døden en befrielse

for andre tager den en man elsker

ingen foruden dem der har oplevet den

ved hvad døden bringer

Hvad bød døden dig

evig lykke, dans og leg i himlens vuggestue

Var døden en gave, en befrielse

eller en straf, en pinsel, et helvede

Fra digtsamlingen