Ny chef har bokset med mink, covid og gaslækager

Ny chef har bokset med mink, covid og gaslækager
Brigadechef Henrik Andersen holder tale for gæster og nye medarbejdere. Foto: Beredskabsstyrelsen Allinge
Fredag 28. oktober 2022 • 15:30
Fredag 28. oktober 2022 • 15:30

Henrik Andersen er ovenud begejstret for den modtagelse, han har fået som ny chef for Beredskabsstyrelsen Bornholm.

 

Mandag overdrog vicedirektør og divisionschef Peter Krag kommandoen over Beredskabsstyrelsen Bornholm til beredskabscenterets nye brigadechef Henrik Andersen.

Og den nye brigadechef, som rundede de 60 år for en måned siden, er mere end positiv over den modtagelse, han har fået på sin nye arbejdsplads i Allinge. Også selv om det ikke lige lå i kortene, at han skulle til Bornholm efter mere end 30 år i beredskabets hovedkvarter i Birkerød.

– Som udgangspunkt søger vi selv vores stillinger, men jeg er da i flere tilfælde blevet spurgt, om det ikke kunne være en god idé at gøre det eller det, og så har jeg søgt på bagkant, så at sige.

Har skolesøgende børn

Den måde at gøre karriere på har Henrik Andersen kun godt at sige om.

– Nogle gange er det de ting, man ikke lige selv har tænkt på, der er de bedste gaver. Det gælder også stillingen på Bornholm, siger Henrik Andersen.

– Der er ingen tvivl om, at jeg bliver glad for at være her. Jeg kan allerede mærke den imødekommenhed og den varme, jeg møder rundt omkring, uanset hvor jeg kommer. Bornholm er et helt særligt sted at være, man er meget hurtigt inde på livet af hinanden, det har været meget nemt, siger Henrik Andersen, der i første omgang har lejet sig ind i en lejlighed i Sandvig.

Han er gift med Nete, som er specialkonsulent i Ballerup Kommune, og sammen har de tre børn på 34, 19 og 17. De yngste går i gymnasiet og er ikke sådan lige at rive op med rødder.

– Der er ingen tvivl om, at vi havde været klar til at tage turen, hvis det havde stået os frit for. Men vi har stadig skolesøgende børn, så det er ikke så nemt bare lige at flytte til Bornholm. Det kan være, det ser anderledes ud om et par år, siger Henrik Andersen.

At han som udgangspunkt kommer til at pendle mellem Bornholm og hjemmet i Birkerød skal dog ikke opfattes som et varsel om højt fravær.

– Jeg har sagt til medarbejderne, at jeg er kommet til Bornholm for at være herovre. Jeg ser det som et kald at være chef og vil som udgangspunkt være her alle dage. Men som chef er der mange møder i andre afdelinger, den centrale styrelse og koncernen. Det betyder ikke, at jeg ikke er her om fredagen, det er jeg. Og det er min familie med på, siger Henrik Andersen, som kommer fra en toppost i Den Centrale Beredskabsstyrelse.

Chef for sikkerhed og materiel

Henrik Andersen kommer fra Haderslev og er med egne ord opvokset i Beredskabsstyrelsen. Han startede som værnepligtig i Beredskabsstyrelsen Sydjylland og blev efter udnævnelsen som officer ansat i Beredskabsstyrelsens afdeling i Hillerød. Her var han uddannelsesleder fra 1985 til 1987, hvorefter han kom til Odense som stabsmedarbejder i Region 4.

I 1989 blev han ansat som sagsbehandler i Beredskabsstyrelsens hovedkvarter i Birkerød og her har flid og dygtighed ført ham op gennem rækkerne, først som kontorchef for IT-kontoret i 2004 og senest som chef for Kapaciteter, Sikkerhed og driftsområdet. Kapaciteterne dækker over blandet anskaffelse af beredskabsstyrelsens materiel og køretøjer i hele landet. Som navnet antyder på kontoret sad Henrik Andersen også med ansvaret for bygninger, etablissementer samt for hele sikkerhedsområdet, som har med militærsikkerhed, it- og informationssikkerhed at gøre.

Sidste opgave: Nord Stream 1 og 2

Henrik Andersen har de seneste år været stabschef på nogle af de største opgaver i styrelsens nyere historie.

– Jeg har været så heldig som vagthavende chef at sidde som stabschef, først med testcenterplanlægningen i 2020 og minkindsatsen året efter, hvor jeg var stabschef i to måneder, samt podnings- og vaccinationsindsatsen, hvor vores folk hjalp med at pode og vaccinere.

Henrik Andersen nåede også lige at tage de tre første dage af Nordstream 1 og 2-indsatsen, inden han satte kursen mod Bornholm.

Sabotage på en gasledning under vandet er ikke hverdagskost, indrømmer Henrik Andersen.

– Jeg har ikke oplevet noget lignende tidligere, men det samme må man sige om minkindsatsen. Meget af det, som Beredskabsstyrelsen foretager sig, er ting, som ikke er sket før, siger han.

Glæder sig til at cykle Bornholm tyndt

Henrik Andersen ser frem til at komme tæt på hverdagen på et beredskabscenter efter mange år på topniveau.

– Det er længe siden, jeg har været ude på det taktiske niveau, lokalt. Det bliver sjovt at opleve, hvordan det virker ude i virkeligheden, det vi har besluttet centralt. Det er altid anderledes at være kunde i butikken, siger den nye brigadechef.

Han ser det som sin hovedopgave at fortsætte det gode samarbejde med de øvrige myndigheder "og levere den tryghed, som bornholmerne forventer, vi kan levere – både her, men også i resten af landet".

Den nye brigadechef er i sin fritid ivrig cykelrytter og lægger som udgangspunkt 8.000-10.000 kilometer på landevejene årligt. Han glæder sig til at prøve kræfter med bakkerne og de små veje på Bornholm, men har også tænkt sig at tilbagelægge nogle kilometer til fods.

– Det hele ligger jo lige uden for døren i Sandvig, så jeg har planer om både at gå og løbe i området, siger han.

Henrik Andersen afløser brigadechef Nicolai Rauhe Kristensen, som fratrådte den 21. juni og siden er tiltrådt stillingen som chef for Beredskabsstyrelsen Midtjylland.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT