Lis valgte Bornholm og kom til at sætte markante aftryk

Lis valgte Bornholm og kom til at sætte markante aftryk
MINDEORD | Onsdag 4. september 2024 • 11:10
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | Onsdag 4. september 2024 • 11:10

Lis Poulsen var i mange år både aktiv udøver og frivillig leder indenfor håndbold, ridning og golf.

Lis Poulsen, Loftsgård i Lobbæk, er død, 77 år.

Lis Poulsen blev født i Ringsted på Sjælland og voksede op i Aarhus sammen med en søster. Som ung stod hun ved en skillevej, da Kvindeligt Flyverkorps skulle flytte fra Skagen. Hvis hun skulle fortsætte i Flyvevåbnet, skulle hun flytte til Karup eller Bornholm.

Lis Poulsen valgte Bornholm, og her kom hun til at sætte markante aftryk på især det bornholmske idrætsliv igennem mange år.

Det var via jobbet, at hun mødte Jeppe Poulsen, der i 40 år var telegrafist på radarstationen i Segen. De to nåede at være gift i 56 år.

Da Lis Poulsen blev gravid, blev hun fyret fra forsvaret. Senere kom hun til at arbejde på revisionskontor og var i 25 år på tale- og høreinstituttet (i dag Kommunikationscentret).

Dygtig håndboldspiller

Lis Poulsen havde allerede i Aarhus startet en lovende håndboldkarriere, og den fortsatte hun på højeste bornholmske plan i daværende Rønne Håndboldklub (RH) – senere Viking/Rønne. Hun spillede til hun var 50 og var sideløbende både træner og dommer.

Familien boede i Rønne i de første år, men flyttede på landet, først til en ejendom i Nylars og derefter til Loftsgård, da Lis Poulsen havde et stort ønske om at holde heste.

Den store hesteinteresse førte til, at hun i 35 år var en del af bestyrelsen i Midtbornholms Rideklub (MBR) – først 11 år som sekretær og derefter 24 år som formand. Hun var i en periode også formand for det bornholmske ridedistrikt.

Da hun i 2013 stoppede i MBR, blev hun udnævnt til æresmedlem.

Det var ved den lejlighed, at rideklubben skrev en hyldest til Lis Poulsen, hvor de første linjer lyder:

"Lis – du kalder en spade for en spade.

Det nytter ikke at stikke dig en plade,

for så bliver du kontant – du gider ikke dikkedarer.

Frem med ærligheden – så er du meget rarer'".

Var en ildsjæl

Det er en karakteristik, som de to børn nikker genkendende til. Hun var en ildsjæl, og når hun gik i gang med noget, gjorde hun det fuldt ud.

Britt og Casper fortæller om en mor, der var et stort foreningsmenneske, der "kunne tage et rum", var konkurrencemenneske, havde en stor berøringsflade, og som var kærlig over for børn og børnebørn, der naturligvis alle blev introduceret for Lis Poulsens sportsgrene.

Hun var i en årrække formand for Nyvest Centret og med i udbygningen af centret, så det blev til en hel hal. Hun var med i Nyvests loppemarkeder og bankospil, og hun var med i Friluftsrådet.

Lis Poulsen kastede sig som pensionist over golfspillet. Her faldt det hende naturligt også gøre en indsats som frivillig leder – ligesom hun havde gjort det alle de andre steder.

Lis Poulsen efterlader sig sin mand, to børn, fem børnebørn og et oldebarn.

Bisættelsen finder sted fredag den 6. september klokken 13.30 fra Nylars Kirke.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT