Lindén nærmer sig otium: 'Jeg glæder mig til at blive herre over min kalender'

Hun var sygepejedirektør på Rigshospitalet i 18 år, og før det syv år som forstander på det gamle centralsygehus i Rønne. I 2006 kom hun i regionsrådet for Socialdemokratiet og har siddet der siden. Den 27. februar fylder Leila Lindén 80 år, og nedtællingen til 2026, hvor hun for første gang i over 60 år bliver herre over sin egen kalender, er i fuld gang.

Leila Lindén, socialdemokratisk stemmesluger, tidligere sygepleje- og sundhedsdirektør og nuværende regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden, fylder 80 år den 27. februar.

Snakken om alder er imidlertid hurtigt overstået.

– Jeg synes egentlig ikke, man forandrer sig så meget, konstaterer den kommende fødselar. Hun tager imod i lejligheden på Nørre Bakke med den svimlende udsigt over havet og Nørrekås Havn, opfordrer gæsten til at beholde støvlerne på, og tager plads i sofaen. Som sædvanlig energisk, hurtigt talende og munter.

Men hvordan er det at blive 80, prøver journalisten igen, og Leila Lindén går med til at uddybe. Svaret vil få de fleste 40-årige til at sænke blikket.

– Det mærkes mest på fysikken. Før kunne du godt have supertravlt og feste med vennerne og komme sent i seng, og så bare køre videre dagen efter. Det kan jeg mærke. Jeg kan ikke længere være højaktiv fra klokken otte-ni stykker om morgenen til klokken ti-elleve stykker om aftenen, siger politikeren, der ved valget i 2017 inkasserede over 10.000 personlige stemmer.

En utænkelig tanke

Leila Lindén og ægtefællen Niels er sammen om alt. Også om køreturene mellem Bornholm, København og Hillerød, hvor regionsrådet i Region Hovedstaden har mødesal og hovedkontor. Leila Lindén har to år tilbage i regionsrådet. Hun har sæde i sundheds- og forretningsudvalget, samt i bestyrelsen for Patienterstatningen. Derudover er hun politisk formand for gruppen bag Rigshospitalets nye børnehospital, 'Mary Elizabeths Hospital, Riget for børn, unge og gravide'. Byggeriet er undervejs blevet lidt forsinket og åbner formentlig først i 2026. Leila Lindén er på pletten til indvielsen, men på det tidspunkt er hun ikke længere aktiv i politik.

– Jeg er helt 100 procent sikker på, at jeg ikke tager en periode til, siger hun.

– Jeg glæder mig til at blive herre over min kalender.

40 år i politik har lært Leila Lindén, at det er vigtigt at være velforberedt. Derfor har hun længe været på jagt efter sin afløser, og i starten af februar lykkedes det at finde en kandidat: Leder af kvindekrisecentret Ingrid Funch Jørgensen har meldt sig klar til at tage over, når veteranen trækker sig tilbage.

Den løsning er Leila Lindén glad for.

– Det betyder meget for mig at give stafetten videre til en person, som jeg ved kan løfte opgaven. Jeg mener, Ingrid har det, der skal til for at gøre sig gældende i arbejdet i regionsrådet, og så er hun ikke bange af sig. Det er vigtigt, lyder skudsmålet til den potentielle afløser i regionsrådet.

Vigtigt med bornholmsk repræsentation

Regionsrådet er sundhedsområdets øverste politiske organ, og Bornholm er med sine knap 40.000 indbyggere en lillebitte brik i det store hovedstadsområde med knapt to millioner indbyggere. Regionsrådet sammensættes udelukkende efter personlige stemmetal, og stemmeslugeren Leila Lindén har i mange år holdt den bornholmske skanse sammen med Venstre-manden Carsten Scheibye, der lige har rundet 60. Han har ligesom Leila Lindén en fortid i den bornholmske kommunalbestyrelse.

Et regionsråd uden to bornholmere er utænkeligt, siger Leila Linden.

– Vi er i dag to bornholmere i regionsrådet ud af 41, og vi har godt nok fået sat Bornholm på regionskortet, lyder det med den sædvanlige lindenske selvtillid.

Men hvorfor er det så vigtigt med bornholmsk repræsentation i regionsrådet?

– Det må ikke glippe, at man har den positive opmærksomhed på vores hospital og på vores lægedækning og vores sundhedsvæsen i det hele taget. De ting, vi har opnået, er ikke kommet af sig selv. Og hvem skulle egentlig vide, hvad Bornholms specielle problemstillinger var, hvis der ikke var nogen fra Bornholm, der kunne forklare, hvorfor vi er nødt til at bruge flere penge på vikarer, for vi kan ikke få alle de speciallæger, vi skal bruge, hvorfor vi er nødt til at udvikle telekonsultationer, for vi kan ikke ligge og rejse, og hvorfor lægerne er nødt til at komme til os, så vi ikke skal rejse over for ti minutters konsultation. Det kræver et stort kendskab til de lokale forhold, det vil være næsten umuligt for en udefrakommende at løfte de sager, siger Leila Lindén.

Jeg kan godt lide at have travlt

Leila Lindén følger udviklingen på Bornholm tæt, og noget af det, der bekymrer hende mest i øjeblikket er fraværsprocenten i den offentlige sektor.

Ældreplejen slog ved årsskiftet alle rekorder med et gennemsnitligt sygefravær på 30 dage om året, og det stiller krav om akut handling, siger den tidligere sygeplejedirektør.

– Jeg var faktisk ret rystet, da jeg hørte det. En fraværsprocent på 20 procent i ældreplejen, det er fuldstændig usædvanligt. Det er enormt højt. Og der, hvor den er rigtig høj, der bliver man nødt til at finde ud af, hvad der ligger bag, og hvad kan man gøre ved det. Det er lederens ansvar. Ikke for at jagte dem, men i håb om at kunne hjælpe dem. Det andet er simpelthen uholdbart, siger Leila Lindén.

Hun mener ikke, at det vil være en løsning at satse 100 procent på vikarer eller korte ansættelser for at slippe for at skulle bruge dyre skattekroner på at betale løn til både den sygemeldte og til vikaren.

– Det ville jeg ikke turde. Min erfaring er, at det er det faste personale, der trækker læsset. Det er dem, der altid er der, det er dem, der føler et særligt ansvar. Jeg går ikke lige ud af døren klokken fire, hvis fru Kofoed har det skidt. Det er også den faste stab, der føler et ansvar, hvis du ringer og siger: I morgen er der næsten ingen, jeg ved godt du ikke skullle komme før klokken fire, kunne du komme klokken to?

Kan godt lide at have travlt

Leila Lindén er måske ikke den rette at spørge om årsagen til det høje sygefravær. Hun har selv arbejdet på fuld tid i 40 år og al den snak om stress er i hendes øjne udtryk for en ærgerlig tendens.

– I mit eget fag, sygeplejen, har man været god til at tale det ned: Man har så travlt, man har nærmest ikke tid til at trække vejret. Og sådan er det altså ikke. Jeg har altid haft travlt, og jeg kan faktisk godt lide at have travlt. Man dyrker det måske lidt for meget, uha, hvor har vi travlt, uh, hvor er det stressende.

Hun og ægtefællen Niels har været gift i 53 år. De har, trods travle karrierer på begge sider, haft overskud til at opfostre fire børn, som i dag er mellem 50 og 59, og når Leila og Niels besøger de to børnebørn på Mallorca, hvor en af deres sønner bor, kan den energiske 80-årsfødselar ikke undgå at notere tidens gang.

– Jeg synes, lige de var små drenge, nu er de 15 og 17. Jeg skulle kigge op i luften for at se på både Oliver og Felix, sidst jeg besøgte dem, siger hun og ser overrasket ud.

Fødselsdagen fejres i København.