Lene fra Pyttegården kan ikke sættes i bås

Lene Feldthus Andersen, som fejrede sin 60 års fødselsdag i weekenden, har prøvet lidt af hvert. Hun har taget to mastersuddannelser i USA, været direktør for CRT og siddet i kommunalbestyrelsen for Borgerlisten. Nu bruger hun sin tid på at drive feriecenteret Pyttegården i Saltuna og undervise i yoga.

Ligesom de fritgående høns på Pyttegården bryder Lene Feldthus Andersen sig ikke om at blive sat i bås. Gennem hele sit liv har hun spredt sine vinger og prøvet mange forskellige ting, og det fortsætter hun med at gøre nu i en alder af 60 år.

Hendes første store spring tog hun, da hun efter gymnasiet flyttede fra Lolland til Los Angeles for at læse økologi og kemi på universitet. Det var hendes far, en civilingeniør med en international karriere, som overtalte hende til at tage et semester i et engelsktalende land.

– Han sagde, du kan tage til England eller USA, og jeg valgte USA. Og så blev jeg faktisk rigtig, rigtig glad for det amerikanske uddannelsessystem på bachelorniveau, fordi man kunne sammensætte sin uddannelse med mange spændende fag som eksempelvis japansk, filosofi og musikhistorie. Det var simpelthen så fantastisk, så jeg spurgte, om jeg måtte få lov at blive, siger Lene Feldthus Andersen, som fik et legat og endte med at tage to masters på MIT (som hun valgte at studere på i stedet for på Harvard, hvor hun også blev optaget).

Som færdiguddannet søgte hun nogle jobs i USA, men længslen efter at komme hjem til det europæiske kontinent - og især Norden - trak for meget i hende.

– Når det er kommet til nogle af de store beslutninger i livet, har jeg mærket efter mavefornemmelsen og fulgt min intuition. Jeg var rigtig glad for tanken om, at man kunne gøre hvad som helst, hvis man gør sig umage i USA, men jeg kunne ikke leve hele mit liv med den sociale ulighed, der er derover, for jeg er vokset op i et velfærdssamfund med stor lighed, fortæller hun.

Valgte Bornholm i stedet for Paris

De næste syv år boede og arbejdede hun derfor i København som international koordinator for Friluftsrådet, inden hun lidt tilfældigt endte med at flytte til Bornholm. Den daværende Rønne Kommune søgte efter en, som ville stå i spidsen for to projekter, et om bæredygtig turisme og et om grøn erhvervsudvikling, og det ville Lene Feldthus Andersen gerne, men hun havde samtidig også sendt en ansøgning om et job i FN's miljøprogram.

– For det ikke skulle være alt for bøvlet, havde jeg besluttet, at jeg ville tage det job, jeg fik tilbudt først, og derfor endte det med, at jeg flyttede til Bornholm i stedet for til Paris.

Inden jobsamtalen havde hun aldrig været på Bornholm før, men hun blev hurtigt overbevist om, at det var det rigtige valg at flytte herover.

– Jeg tænkte, hvad fanden jeg kunne bare flytte igen, for jeg havde ikke mand og børn på det tidspunkt. Og så blev jeg jo meget glad for Bornholm, for jeg lavede friluftsliv og var med i roklubben i Rønne. Det var fantastisk for mig som enlig og uden relationer på Bornholm overhovedet at blive modtaget så åbent og budt velkommen der, og så havde jeg også mange gode kolleger, siger hun.

Lene forblev dog ikke enlig særlig længe, for hun blev forelsket i David Hunt, som arbejdede for amtet. Derfor valgte hun at blive boende på Bornholm, efter pilotprojektet i Rønne Kommune stoppede efter to år.

– Så besluttede jeg, at så må jeg pendle som mange andre med akademisk baggrund måtte gøre, fordi der dengang ikke var så mange akademiske job på Bornholm, fortæller Lene Feldthus Andersen, som dog aldrig rigtig fik afprøvet pendlerlivet, da hun hurtigt fik job hos Center for Regional- og Turismeforskning (CRT).

Brystkræft satte tilværelsen i perspektiv

Efter syv år som konsulent på CRT, efterfulgt af fire år som selvstændig, og medlem af kommunalbestyrelsen for Borgerlisten, blev Lene Feldthus Andersen i 2012 udnævnt som direktør for CRT. Den rolle skulle hun lige vænne sig til.

– Det er altid en udfordring, for mange var der stadig, som havde været kolleger for mig. Det er noget andet at være chef og leder for dem end kollega, men det skal man bare være bevidst om. Det prøvede jeg også at gøre mig umage med, at det var et andet forhold end tidligere. Vi havde jo haft nogle gevaldige julefrokoster, men vi var jo alle sammen blevet ældre, så der var ikke så meget fest, som dengang vi var lidt yngre, siger hun.

– Men vi brugte bobler, efter mottoet "flere bobler" opfundet af medarbejderne til at fejre succeser.

I sine syv år som direktør fik hun styr på økonomien og omkostningsniveauet, og så fik hun gjort noget ved lønudviklingen - specielt for kvinderne.

– Jeg kunne se, at der var stor ulighed, hvordan man var honoreret, så den første omgang med lønforhandlinger erklærede jeg meget klart og tydeligt, at de ujævnheder der var skulle udjævnes.

I 2019 stoppede hun som direktør, og det var der flere grunde til.

– Det var, fordi så var der gået syv år, siger hun og griner, fordi tilfældet har gjort, at hun flere gange har arbejdet det samme sted i syv år.

Den egentlige grund var dog, at hun ville dedikere sin tid til Pyttegården, som er et feriecenter, som hun købte sammen med David Hunt tilbage i november 2008.

– Og så havde jeg også nået mange af de ting, jeg gerne ville hos CRT. Når det bliver for meget rutine og drift og gentagelse, så mister jeg motivationen og prøver noget nyt.

På det personlige plan havde hun desuden haft brystkræft i 2015 og var igennem kræftforløb, som slugte det halve af 2015 og noget af 2016.

– Det får også en til at tænke over tilværelsen, siger hun og fortæller, at hun nu heldigvis er rask igen.

– Jeg var heldig. Jeg var igennem hele møllen, selvom det ikke var en stor knude. Der var ingen spredning, men jeg var igennem kemoforløb og strålebehandling alligevel.

Fra akademiker til yogalærer

På Pyttegården tager David sig af vedligeholdelse, projekter og passer den store dejlige have, som den handymand han er, mens Lene tager sig af det ved computeren med økonomi, markedsføring, kommunikation og at tage imod gæster.

– Vi har forskellige fritidsinteresser, så vi havde snakket om, at vi gerne ville have et fælles projekt, som vi kunne drive i fællesskab. Og så følte vi os modne til det, så det var derfor, vi købte det, men det burde vi måske ikke have gjort lige da, for vi har også købt på toppen, indrømmer Lene Feldthus Andersen med henvisning til, at huspriserne toppede i 2008, inden finanskrisen for alvor begyndte at rulle.

Arbejdet på Pyttegården giver Lene Feldthus Andersen en stor tilfredsstillelse, og hun savner derfor ikke at arbejde som akademiker.

– Jeg bliver glad for at lave sådan noget i servicebranchen, fordi det giver rigtig mange mennesker gode oplevelser. Vi skaber rammerne for, at de får en skøn ferie på Bornholm, og det får vi en glad respons på, siger hun og påpeger, at hun synes, der burde være mere respekt om servicebranchen.

– Det er en overset branche, som ikke er så anerkendt herhjemme som andre steder i verden, men det er meget givende, det er det altså. Og det er sjovt at møde alle mulige forskellige mennesker, men man skal selvfølgelig være opmærksom på balancen mellem at komme lidt for tæt på, også selvom det er et personligt værtskab, som vi har her.

På Pyttegården er Lene Feldthus Andersen også begyndt at undervise i yoga, for i juni 2021 blev hun uddannet yogalærer. Og hun tænker, at hun vil fortsætte i mange år med at drive feriecentret og vise gæsterne forskellige yogastillinger.

– Jeg har det rigtig godt, og jeg trives rigtig godt med mit frie liv, hvor jeg selv kan vælge, hvad jeg vil, for eksempel også at arbejde frivilligt som formand for Bornholms Center for Kunsthåndværk på Grønbechs Gård og næstformand i Museumsforeningen, siger hun og fortæller, at hun heller ikke kan forestille sig at skulle væk fra Bornholm, som hun nu har boet på i 24 år.

– Jeg er så glad for Bornholm, og jeg er også rigtig glad for det område, vi bor i. Vores dreng på 21 år og Davids søn og datter elsker også at komme på Pyttegården og komme til Bornholm, så jeg kan ikke forestille mig, at vi flytter herfra. Det har nok lange udsigter.