Det startede som en indflytterfest. Nu er det en festival

Roald Bergmann ejer med sin kone Kjøllergaard, hvor festivalen Østpaa bliver afholdt i slutningen af maj.

Hvad er din rolle, når først festivalen starter den 30. maj?

– Jeg er overordnet brandslukker. Jeg håber på, at jeg skal lave så lidt som muligt, og at jeg har været så dygtig i vores forberedelse og uddelegeringen af opgaver til vores frivillige – de er så seje – at tingene mere eller mindre kører af sig selv. Nu er det jo ikke verdens største festival, men jeg håber, at der ikke lige pludselig er noget med toiletvognen, der går galt, så der er afføring over alt, eller at alt strømmen går til scenen. En af grundene til, at jeg har været med til at starte en festival er, at jeg gerne vil være med til at nyde den. Så jeg håber, når vi åbner dørene op, at jeg skal lave så lidt som muligt.

Hvad glæder du dig allermest til selv at opleve på festivalen?

– Jeg har jo også været lidt selvisk og forsøgt at få booket nogle navne, som jeg godt selv vil høre. Men jeg glæder mig altid til Carl Knast, som ikke er superkendt, men han er jo lidt en upcomming, ung rapper af en helt ny skole og generation. Han har været fast inventar hver gang, vi har holdt Østpaa. Jeg glæder mig også rigtig meget til Katinka og Bjarke Mogensen. Og så glæder jeg mig meget til nogle af de kunstinstallationer, som vi har fået lavet.

Hvad kan man opleve af kunstinstallationer?

– Vi har en gammel gylletank, som vi har brugt virkelig meget krudt på at få tømt, renset og desinficeret. Og så har vi lavet en døråbning i den og en trappe ned, så man kan gå ned i en helt tom gylletang. Der er en lyskunstner, der hedder Mads Vegas, som laver et kunstværk nede i gylletanken.

Hvor mange år har festivalen kørt?

– Det er tredje gang vi afholder den. Men vi sprang sidste år over, fordi vi her på gården, hvor festivalen holder til, fik nogle fondspenge til at bygge og totalrenovere et nyt spillested og forsamlingshus. Det brugte vi rigtig meget af vores frivillige tid og krudt på sidste år. Så det er to år siden, så vi er også ekstra spændte og glæder os ekstra meget.

Hvordan kom ideen til festivalen?

– Det var egentlig da min kone og jeg flyttede ind. Vi er oprindeligt begge to født og opvokset her på Bornholm, men har kørt den klassiske stil med at tage væk 10-15 år og så komme tilbage med en bunke børn. Da vi flyttede ind i 2022 og overtog gården, tænkte vi, at vi skulle lave en housewarming (indflytterfest, red.). Jeg kender en del folk fra musikverden, så jeg tænkte, “ej, hvis vi laver en housewarming. skal der være lidt musik, og ham der kunne komme, og hende der kunne komme”. På ret kort tid var ideen vokset så stor i vores hoved, at det lugtede lidt af, at der skulle nogle armbånd på, og vi kunne kalde det for en festival. Så vi endte med at holde en housewarming med 400-500 mennesker kun to til tre uger efter, at vi var ankommet til gården. Der stod stadig uåbnede flyttekasser.

Hvad laver I ellers på Kjøllergaard?

– Festivalen er kulminationen eller højdepunktet på de ting, vi laver. Ambitionen med den her gård og de 12 forskellige bygninger er, at det skal være et sammensurium af forskellige kreative og kulturelle områder. Jeg arbejder til daglig med TV og film. Jeg laver også noget billedkunst og har et lille forlag med bøger. Men mange af de her kreative områder mødes sjældent og samles et sted. Så at lave sådan en form for refugie, hvor både litteratur, kunst, musik, tv og så videre kan samles. Det har været hele drømmen bag stedet.

Hvem oplever du kommer ud til jer og vil være med til alle de her forskellige arrangementer?

– Det er faktisk utrolig forskelligt. Først og fremmest synes jeg, at der er en virkelig fed opbakning fra lokalområdet. Vi er jo placeret her i Østermarie i et lidt kulturelt black area - det er måske lidt frækt at sige. Men der er ikke vildt meget lige her. Men jeg synes, at vi har en enormt god opbakning fra alle de lokale. Der kommer også ret mange unge, når vi har arrangementer som "Snak og æd", ungdomskoncerter eller foredrag med EU-politikere. Vi har også det mere modne segment på besøg, når vi har foredrag med Rane Willerslev eller Søren Pind.

Både dig og din kone er fra Bornholm. Er det derfor, at I er endt her igen?

– Ja, det er det. Når vi begge to er født og opbokset her, så var der et eller andet, der trak, da børnene blev lidt større. Man havde lyst til at vende hjem, tror jeg. Vi var jo også lidt på udkig efter den rigtige grund. Min kone kiggede meget efter vores hovedhus og vores have. Jeg gik rundt og kiggede på rådne lader, fordi jeg ville gerne lave kulturting i laderne. Efter at have besøgt mange steder rundt omkring på øen, så fandt vi pudsigt nok Kjøllergaard, der ligger på samme vej, som min kone er født og opvokset på, og hvor jeg faktisk begyndte at blive kærester med hende første gang. Så det er sådan en full circle.

– Så vi havde selvfølgelig lyst til at komme tilbage. Det var også noget med at komme et sted hen, hvor der bare ikke er lige så meget larm og trafik efter at have boet i København i 10-12 år. Få lidt højt til loftet og have sin egen skov, en frugthave og en lille å. Det er svært at få det for penge, der kan betales i København. Men jeg flyver jo så stadigvæk til København og har noget af mit arbejde der to dage om ugen, så jeg får lidt af begge verdener.

Hvordan er den kontrast?

– Jeg synes, det er den perfekte kombination. Jeg skal stadig lige finde ud af, hvordan jeg laver pendlersystemet på den rigtige måde. For det der rejseri er altid lidt træls, men skiftet i både at kunne være herude på landet, hvor der bare er kulsort, ingen mennesker, smuk natur og masser af plads, og så dagen efter poppe op med en metro midt på Kongens Nytorv og få lidt af byens puls, er en god vekselvirkning. Jeg elsker jo også København.

Roald Bergmann

Stifter af Østpaa

Bor på Kjøllergaard i Østermarie med sin kone og børnene Nemo, Vega og Ivan

43 år

Født og opvokset på Bornholm

Festivalen Østpaa foregår den 30.-31. maj på Kjøllergaard