Det er velkendt, at det er svært at få nok praktiserende læger til at åbne praksis på Bornholm. Lægemanglen er så stor, at Region Hovedstaden driver en praksisklinik på Bornholms Hospital, og derudover har regionen sat gang i en særlig rekrutterings- og fastholdelsesindsats her på øen i samarbejde med regionskommunen og de praktiserende lægers organisation.
Lægeveje Bornholm hedder programmet, som skal få flere almenpraktiserende læger til at etablere sig her på øen. Vejen dertil går via forskellige initiativer, og i første omgang har den fire spor, men flere kan komme til, fremgår det af en orientering til regionens udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.
Det første spor er en analyse, der skal afdække de problematikker, der gør det svært at rekruttere læger til og fastholde dem på Bornholm. Undersøgelsen skal danne grundlag for det videre arbejde og kvalificere fremtidige indsatsspor. Der bliver holdt et seminar i august, og det er forventningen, at der kommer flere spor i efteråret.
Stærkere tilknytning