Johnny blev kaldt ud til en alarm og fik en medalje

Johnny blev kaldt ud til en alarm og fik en medalje
Afdelingschef Ole Dissing overrækker fortjenstmedaljen til Johnny Reker Holm. Foto: Jacob Jepsen
Onsdag 6. juli 2022 • 16:40
Holger Larsen
Journalist
Onsdag 6. juli 2022 • 16:40

Johnny Reker Holm har fået Dronningens Fortjenstmedalje efter 40 års ansættelse i kommunen.

Da der onsdag ved frokosttid var en alarm på en pumpestation ved Nørrekås Lystbådehavn, rykkede driftsassistent Johnny Reker Holm fra Bornholms Energi & Forsyning ud, som han så ofte har gjort før.

Men denne gang ventede der ham en stor overraskelse. Da Johnny Reker Holm havde konstateret, at der ikke var nogen fejl på pumpestationen, dukkede flere af hans kolleger frem, efter at de havde stået og ventet omkring hjørnet ved Café Kaas. Det var dem, der havde spillet ham et pus.

Johnny Reker Holm så først meget overrasket ud, og så gik der en prås op for ham:

– Så kan jeg godt regne ud, hvad det handler om.

Hov, hvad foregår der her. En meget overrasket Johnny Reker Holm får øje på kollegerne fra Beof. Foto: Jacob Jepsen

Ansat i 41 år

Afdelingschef Ole Dissing trådte frem for at overrække Johnny Reker Holm Dronningens Fortjenstmedalje – for det var den, det handlede om. Den skulle Johnny Reker Holm have efter 40 års ansættelse i kommunen.

Ja, faktisk er det gået hen og blevet 41 år, for det var i 1981, at Johnny Reker Holm startede i Rønne Kommune. Da kommunerne blev lagt sammen i 2003, blev han overført til Bornholms Forsyning, og siden forsyningen i 2016 blev lagt sammen med Østkraft har arbejdsgiveren været Bornholms Energi og Forsyning (Beof).

Ole Dissing læste op fra den indstilling, som Beof havde indsendt til kongehuset. Heraf fremgår det, at Johnny Reker Holm er en meget pligtopfyldende og selvstændig person, som i det daglige har ansvaret for driftsopgaver og borgerhenvendelser med relation til kloakledningsnettet på Bornholm. Denne vigtige opgave klarer han på fornemmeste vis, fremgår det.

Afdelingschef Ole Dissing læser op fra Beofs indstilling, som resulterede i, at Johnny Reker Holm fik Dronningens Fortjenstmedalje. Foto: Jacob Jepsen

En stor indsigt

Johnny Reker Holm har en stor indsigt i hele det bornholmske spildevandssystem, da han har arbejdet både på renseanlæg og spildevandspumpestationer.

Han håndterer derudover vedligeholdelsesjob med eksterne entreprenører og er administrator af Beofs driftsjournaliseringssystem i Bornholms Spildevand.

Johnny Reker Holm, der er 66 år, driver i fritiden et hobbylandbrug med får, heste og høns.

En overrasket, men glad, Johnny Reker Holm med fortjenstmedaljen. Foto: Jacob Jepsen

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT