Både på Hedegårdsskolen og Hovedgård Skole har ledelsen besluttet, at eleverne skal aflevere karamellerne i forseglede poser inden festdagen starter, og først får dem udleveret lige inden karamelkastning.
Har I planer om at tjekke karameller fra eleverne i forbindelse med sidste skoledag?
– Det gør vi ikke. Vi siger til eleverne, at vi forventer, at alt er, som det skal være, og vi har ikke oplevet andet. Vi handler ud fra tillid, og indtil det modsatte er bevist, så er der ingen grund til at lave kontrolinstanser, siger skoleleder Andreas Grosbøll.
På de to folkeskoler i Rønne er det vigtigt for skoleleder, Andreas Grosbøll, at 9. klassernes sidste skoledag er en festdag for alle. Det gælder både karamelkastning og de andre aktiviteter i løbet af dagen.
– Vi gør meget ud af at hjælpe dem med at lave noget, der er underholdende og sjovt for alle. Når de skal lave årets kåringer, så er vi også i drøftelser med eleverne om, hvad der kan kåres på baggrund af og gøre det ordentligt, så det ikke bliver en udstilling på nogen ubehagelig måde. Karamelkast skal være sjovt. Det skal kastes op i luften og ikke tyres på folk. Vandkampen skal være noget, hvor dem der bliver våde, skal have lyst til at blive våde.