Overskud hos pizzakæde - to butikker har fået nye ejere

Overskud hos pizzakæde - to butikker har fået nye ejere
Jeremy Bersier åbnede sin første Pizza Deli i Nexø i 2021, og siden er der kommet tre andre butikker til. Foto: Jacob Jepsen
ERHVERV | Lørdag 17. maj 2025 • 05:30
ERHVERV | Lørdag 17. maj 2025 • 05:30

I løbet af 2024 har der været overskud i alle butikker hos Pizza Deli - som i april også har åbnet i Allinge.

Siden begyndelsen af 2021 har Jeremy Bersier haft Pizza Deli, hvor bornholmske ingredienser er blandet med italienske råvarer.

Han har tidligere arbejdet i en hel del år på pizzeriaer og som selvstændig, og opskriften på Bornholm ser ud til at fungere. For siden åbningen af Pizza Deli i Nexø har Jeremy Bersier åbnet tre andre afdelinger i Rønne, Aakirkeby og senest i april i Allinge.

Og for 2024 har alle butikkerne givet overskud, fortæller Jeremy Bersier. Sammenlagt giver det i Pizza Deli et overskud på 233.565 kroner efter skat - knap 100.000 kroner mere end året forinden.

– Det har været et rigtig godt år for os. Vi har fundet en god balance med, at det ikke bliver for dyrt at bruge os, hvor lysten til at købe en pizza forsvinder, siger Jeremy Bersier.

Netop prisen er en svær størrelse, tilføjer han. Bedst eksemplificeret er dengang inflationen i 2022 for alvor gav priserne et ordentligt nøk opad.

– Der var både forhøjede el- og råvarepriser, og der var jeg virkelig bange for at sætte priserne op til, hvor de er nu. Det var lige på grænsen til, hvad jeg selv ville give for en pizza, men der var også en leverandør, der sagde noget klogt til mig. At det var man nødt til, ellers ville man ikke kunne overleve i længden.

Men med i overskuddet er også eksempelvis Wonderfestival og andre større arrangementer, hvor Pizza Deli er til stede.

– De hjælper alle sammen med at give et overskud, og at det dermed kører rundt, siger ejeren.

Franchisetagere

I regnskabet er der dog noget, der springer i øjnene.

For selvom overskuddet er højere end tidligere, er nettoomsætningen faldet, ligesom omkostningerne til råvarer og lønninger er det. Det er der en god årsag til, afslører Jeremy Bersier.

– Regnskabet her er for hovedselskabet. I begyndelsen af 2024 kom butikkerne i Nexø og Rønne i et nyt setup, hvor det er kommet under en franchiseaftale. Det er så mine to dygtige managere, der har købt sig ind som franchisetagere. Så det kører også i deres egne selskaber, men går det godt for dem, er det jo også godt for mig, fortæller han.

– Jeg kan godt dele mig op i nogle stykker, men når vi er oppe på fire butikker, bliver det svært at være over det hele. Så det var en løsning, jeg havde tænkt på i længere tid, og med den erfaring, jeg har som selvstændig, er det den bedste beslutning, jeg har taget. De gør det super godt, og jeg kan også bruge min tid bedst muligt på den måde.

Selvom der er taget to butikker fra, som han ikke længere bestyrer, er han stadig en travl herre. For butikken i Allinge er åbnet i april, og det kommer op til en periode, hvor han forventer, at det bliver travlt.

– Det er gået super godt med åbningen, hvor de lokale har taget godt imod os. Jeg tror faktisk, det bliver den butik, der kommer til at yde bedst, fordi der kommer periode med stor travlhed. Der kommer rigtig mange turister, og så ligger vi lige ved siden af Gæsten og Pilen, hvor der forhåbentlig kommer gæster fra om aftenen, når det er sommer, siger Jeremy Bersier og fortsætter:

– Samtidig er vi fuldt i gang med at gøre klar til Folkemødet. Vi har fået godt med personale, men det har vi faktisk altid haft held med. Det er et sted, hvor man ikke keder sig, og vi sørger for, at man kommer godt ind i tingene. Vi reklamerede selvfølgelig på Facebook med, at vi søgte personale, men de fleste kom faktisk igennem netværket, hvor ordet bliver spredt med, at vi søger.

Nye butikker?

Udover at gøre klar til sommerens stradbasser gør han også klar til at tage flyveren til pizzaens hjemland, Italien, hvor han skal til Napoli på pizzamesse.

– Det er nok pizzaby nummer 1, så det glæder jeg mig til. Nu har vi et koncept, der fungerer, men der kan være til fra nye maskiner til deje eller pizzaovne. Jeg tager derned for lære noget nyt og håber på, at jeg bliver inspireret. Men jeg ved ikke, hvad jeg kommer til at få ud af det.

Når de nuværende butikker har fungeret ganske godt og giver overskud, kan der så være nye butikker - eller andre nye tiltag på vej?

– Der er ikke så meget nyt på tegnebrættet lige nu. Der er brugt tid og fokus på butikken i Allinge for at få den op at køre. Og så skal sommeren med. Men jeg har ikke travlt med nye butikker. Der er mange ting, der skal fungere og passe sammen, før man kan åbne en ny butik. Det er lokationen, den rigtige til at styre butikken, hvad det koster og mere til.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT