Køber ejendomme og slår rekord

Køber ejendomme og slår rekord
Daniel Benzon ejer sammen med Kim Funch Hansen Det Griser i Allinge. Han er lige nu med virksomhedens foodtruck i Herning, hvor der spilles VM i Ishockey. Foto: Sarah Thun Kristensen
TOPNYHED | ERHVERV | Fredag 16. maj 2025 • 05:30
TOPNYHED | ERHVERV | Fredag 16. maj 2025 • 05:30

Hos Det Griser står det ikke stille for tiden - hverken i foodtrucken eller i udviklingen af virksomheden.

– Det er gået rigtig, rigtig godt, synes jeg.

Sådan begynder Daniel Benzon, medejer af Det Griser i Allinge.

Han er lige nu i Herning til VM i Ishockey, hvor de har foodtrucken stående i fanzonen med sloganet 'Bornholms muligvis bedste flæskestegssandwich' prydende siden af trucken.

Men det er faktisk 2024, han fortæller om. For det er et år, der har givet det største overskud, siden Det Griser åbnede i 2021. Overskuddet efter skat endte nemlig på 674.717 kroner i 2024.

– Sæsonen lignede egentlig den fra året før, men der er fremgang på flere områder, siger Daniel Benzon og fortsætter:

– Det er med foodtrucken til diverse messer i MCH Messecenter Herning. Det har både med transportmesse, landbrugsmesse og alle mulige andre slags, der ligger udenfor sæsonen. Der er også en større fremgang i vores private events, hvor vi får flere den vej, uden at vi egentlig gør noget marketingsmæssigt for det.

Effektivisering

I virksomheden er der også en foodjoint i Allinge, hvor størstedelen af omsætningen kommer fra - omtrent 60-70 procent siger Daniel Benzon.

Men en stor årsag til, at bundlinjen bliver bedre, har en anden årsag.

– Vi bliver bedre og bedre til at gøre tingene og til at effektivisere, og hvor vi kan få mere med ud over disken, når vi har travlt. I de to foregående messer har vi hævet antallet af enheder med 40 procent - sammenlignet med samme messe året før. Men vi kan se både i butikken og i foodtrucken, at vi bliver dygtigere, og vi har en historik at gå ud fra og er forberedt. Når vi solgte et vist antal burgere sidste år på messen, forbereder vi til at lave ligeså mange og måske lidt flere, så vi ikke bliver taget med bukserne nede og skal bruge tid på at sætte nye stege i ovnen, og folk skal vente i længere tid. Og vi er slet ikke færdige med at effektivisere.

Han fortæller også lidt om, hvordan de effektiviserer hos Det Griser.

– Det første er helt klar, at man skal være forberedt nok til arrangementet. Men det er også at prøve ting af. Vi tester nu, at der er en, som kun skærer kødet til dem, der samler burgerne. Det koster lidt på lønnen, men det er hurtigt tjent ind, når du er ude et sted, hvor volumen er stor. Det er et par af måderne, man kan effektivisere på.

Til selve arrangementet ved VM i Herning, der foregår i Jyske Bank Boxen, var der de første dage et stort ryk ind ved foodtrucken.

– Vi gik ind til det med høje forventninger, og den første weekend mere end levede op til det. Nu er det blevet i hverdage, hvor billetsalget har været lidt sløjt - og det afspejler sig også i, at vi har skudt mindre afsted. Så det er til dags dato (onsdag, red.) en pose blandede bolsjer. Men der er 13 afviklingsdage, og vi er med hele vejen igennem. Der er også snart Folkemøde, så vi kan bruge tiden på at få syltet. På den måde er det ikke helt skidt, da der, når vi kommer hjem herfra, ikke er lang tid til Folkemødet, siger Daniel Benzon.

 

Foodtrucken er indrettet efter de behov, som Det Griser har brug for - derfor foretog de selv indretningen af den. Pressefoto

 

Så et behov

Faktisk begyndte muligheden med at være til stede ved MCH Messecenter Herning ved, at han sammen med sin mor havde en bolsjevirksomhed, før de sammen åbnede Det Griser.

Her var Daniel Benzon og mor afsted sammen med Destination Bornholm til en messe i Herning.

– Her kunne jeg se et behov for, at folk skulle have noget at spise - men de skulle ikke nødvendigvis have bolsjer. Så det var meget naturligt, at da vi åbnede Det Griser at købe en foodtruck og arbejde os ind. Det er gået stille og roligt, og de har set, at vi leverer arbejdet og overholder aftalerne. Der er mange om buddet herovre, så vi tager det som et stort skulderklap, at vi bliver ved med at blive valgt, navnlig til et stort event som VM i Ishockey, siger han.

Det er dog ikke blot foodtrucken og foodjointen, hvor Det Griser sælger mad. Det gør de også i de tidligere lokaler, hvor Det Griser har lagt, men hvor der nu er salat-, is- og kaffebar.

– Den klarer sig også ret fint, men på et lidt andet niveau end Det Griser. Vi er stadig i en udviklende fase, hvor vi har tilført, at man kan købe salatbowls, og til i år kommer der også sandwiches. Det handler om at få snævret sig ind på, hvad der giver mening at have. Det kan tage lidt tid, siger Daniel Benzon.

Køber to ejendomme

Men det er faktisk ikke "bare" restauranter, som der lige nu sker en udvikling på i Det Griser.

Daniel Benzon og Kim Funch Hansen, der sidenhen er blevet medejer, har nemlig købt et nedlagt minklandbrug på Rønnevej ved Olsker - og et byhus i Allinge.

– Formålet med minkfarmen er, at vores eget lager skal være deroppe samt vores to foodtrucks, når de ikke er i brug. Så er det samlet et sted, og vi får mulighed for at købe større ind. – Men den resterende plads regner vi med at kunne leje ud, og der kan etableres større- og mindre opbevaringsrum til private også.

Byhuset i Allinge skal også lejes ud, og når de vælger at investere i flere ejendomme, gør de det også for, at de kan have mere af personalet hele året rundt.

– Vi vil gerne gøre det til en virksomhed med helårsansatte, og det kræver, at man har gang i den - og det må man sige, at vi har, siger Daniel Benzon.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT