I alt 78 kvinder og mænd mødte op på Christiansborg Slot, og det tager sin tid, når de alle skal møde dronningen og sige tak for alt fra ridderkors til fortjenstmedaljer.
– Sådan tror jeg bare, det er. Jeg snakkede med en, som havde været til det ugen før, som have oplevet det samme. Hun havde også stået i fire timer og ventet. Jeg mødte op omkring klokken 9.30, og jeg kom vel til klokken 13.30, tror jeg, fortæller Johnny Reker Holm.
Hvide handsker på
Ved ankomsten til Christiansborg Slot stillede han sig i kø, indtil det blev hans tur til at sige sit navn.
– Så fortæller de, hvad jeg har lavet, for det har de fået at vide af min arbejdsgiver. Der står en ved siden af, og jeg kunne se, at han stod og skrev et eller andet, men ikke hvad. Jeg finder så ud af senere, at han skriver, hvad tøj vi har på, og hvordan vi ser ud, sådan at når de skal hive os frem senere, behøver de ikke at råbe: "Nu er det Johnnys tur". De går bare hen til vedkommende, for de kan se, hvem det er. Det undrede mig lidt i starten, hvordan de kunne huske alle, men det havde de åbenbart skrevet op, fortæller han.