Carl Ilsøe er død

Carl Ilsøe er død
Carl Ilsøe gik bort torsdag aften. Foto: Allan Rieck
TOPNYHED | Fredag 16. maj 2025 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
TOPNYHED | Fredag 16. maj 2025 • 15:30

Opdateret klokken 15.42:
Citater fra Kirstine van Sabben føjet til.

36 år i bornholmsk politik toppede med 13 år som Rønne Havns formand. Som yngre var han Bornholms bedste gymnast nogensinde, og i forsvaret var han oberstløjtnant af reserven og chef for et hemmeligt anlæg under jorden i Jylland. Han stiftede Bornholmerlisten og fik også en bro opkaldt efter sig. Det var et indholdsrigt liv, der sluttede, da Carl Ilsøe gik bort torsdag aften.

Et af bornholmsk politiks helt store, gamle egetræer er faldet.

Carl Ilsøe døde torsdag først på aftenen på Bornholms Hospital, hvor han var blevet indlagt samme eftermiddag, oplyser hans datter Dorthe Elle Ilsøe til Tidende. Carl Ilsøe blev 83 år.

– Dagen før havde han haft besøg af to gamle venner. Efter forholdene var han frisk, men han var meget besværet på sit åndedræt, fortæller Dorthe Elle Ilsøe.

– Hjemmeplejen indlagde ham i går eftermiddags. Kommunen har passet godt på ham. Da han var blevet indlagt, gik det fredeligt og roligt, og jeg tror, at min far var glad for, at det gik hurtigt, siger hun.

For et par år siden fik Carl Ilsøe en meget stor bypass-operation. Den var tæt på at koste ham livet, og selvom Carl Ilsøe var frisk i hovedet til det sidste, kom den tidligere elitegymnast ikke tilbage på det høje fysiske niveau, som han havde før operationen. Carl Ilsøe dyrkede idræt også efter at han fyldte 75.

– Han har helt klart været begrænset i de sidste par år, og det passede ham ikke, for han var vant til at være fysisk aktiv, og han kunne ikke så meget, som han gerne ville. Men han fulgte stadig med i nyhederne og i bornholmsk politik, fortæller Dorthe Elle Ilsøe.

– Det var ikke ventet, at det skulle ske lige nu. Men det var heller ikke uventet, at det ville ske, siger hun.

– Han har levet et rigtig godt liv, hvor han har været aktiv og virksom. Han var også en levemand. Vi fejrede hans fødselsdag på Louisekroen i påsken. Og selvom han var svækket, var han i godt humør, siger Dorthe Elle Ilsøe.

36 år som folkevalgt

Knapt halvvejs i livet blev Carl Ilsøe som 39-årig første gang valgt ind i Rønne Byråd for Socialdemokratiet. Den politiske karriere bragte ham også i amtsrådet, hvor han fik sit bedste valg med over 4.000 personlige stemmer i 2001.

Da Bornholms fem kommuner blev lagt sammen til én, tog Carl Ilsøe 15 år mere i kommunalbestyrelsen for den nye regionskommune. De første 10 år for Socialdemokratiet, de sidste fem for Bornholmerlisten, som han stiftede i 2012.

Bornholmerlisten kom til verden, fordi Socialdemokratiet i marts 2012 valgte at udskifte Carl Ilsøe med tidligere borgmester Thomas Thors (S) på posten som Rønne Havns formand. Her havde Ilsøe været formand for havnen uafbrudt i 13 år.

Carl Ilsøe følte sig dårligt behandlet af sit parti, og ved det følgende valg tydede det på, at vælgerne var enige med ham. Carl Ilsøe gjorde i hvert fald 231 personlige stemmer ved valget i 2009 til hele 1.485 personlige stemmer i 2013, hvor han første gang var frontmand for Bornholmerlisten.

På vej mod valget i 2017 lykkedes det også Carl Ilsøe at få Bornholmerlisten til at vokse. Han hvervede Kirstine van Sabben, så de to kørte parløb for Bornholmerlisten ved valget i 2017.

Valget gav Bornholmerlisten et sikkert mandat, men også kun ét – og på de personlige stemmer blev det helt tæt mellem de to. Kun 30 stemmer skilte dem, men da Kirstine van Sabben lige akkurat fik flest, sluttede Carl Ilsøes politiske kapitel efter 36 år som uafbrudt folkevalgt.

Det tog Carl Ilsøe ganske roligt. På valgaftenen noterede han med tilfredshed, at Bornholmerlisten fortsatte, og at den kun godt halvt så gamle Kirstine van Sabben havde mere fremtid i sig end ham selv.

Gamle venner er berørte

Thomas Thors bliver berørt, da han får at vide, at Carl Ilsøe er død.

– Det er jeg ked af at høre. Det er jeg trist over. Han var en god kammerat, og vi havde jo parallelle livsforløb gennem mange år, siger Thomas Thors.

– Jeg havde et langt og frugtbart samarbejde med Carl, først i Rønne Byråd og siden i regionskommunens første tid. Det satte jeg stor pris på, siger han.

Kirstine van Sabben var meget tæt på Carl Ilsøe i den sidste del af hans tid i politik.

– Han var en hædersmand og et meget fint menneske. En politiker med utrolig megen empati, men også med gnist og vilje, siger hun.

– Carl har betydet utrolig meget for min politiske karriere og den måde, som jeg laver politik på. Han var meget kompromissøgende og søgte dialog, fordi den er vigtig for tilliden, siger Kirstine van Sabben.

– Da jeg kom ind i kommunalbestyrelsen midt i en valgperiode, tog Carl imod mig med åbne arme. Han var en vidensbank, og han har lært mig rigtig meget, også på det menneskelige plan.

– Carls familie ringede og fortalte det i går aftes. Så sad jeg og tudede lidt og drak et glas rødvin og tænkte på min gode gamle makker fra Bornholmerlisten, fortæller Kirstine van Sabben.



En 73-årig Carl Ilsøe åbner Bornholmertårnet i 2015 – ved at rappelle de 70 meter fra tårnets top til landjorden iført smoking. Foto: Jens-Erik Larsen

 

Flere poster som 80-årig

I de knapt otte år efter Carl Ilsøes sidste valg hørte man mindre fra hans bolig på Kapelvej i Rønne, end Bornholm havde været vant til.

Den sidste større markering kom på hans 80 års-dag i marts 2022, hvor Ilsøe vanen tro svarede prompte, da Tidende spurgte, hvad han lavede nu.

– Jeg går og nyder livet, du! svarede Carl Ilsøe.

– Når man stopper, skal man ikke blande sig mere. Hvis nogen har spurgt mig om noget, har jeg svaret pænt, men jeg har ikke selv søgt at komme i rampelyset.

– Selvfølgelig følger jeg med, men jeg løber ikke til kommunalbestyrelsesmøder eller sidder klinet til tv-skærmen, fortalte han også.

– Men jeg har det sgu godt. Det meget hektiske liv, som jeg tidligere har haft med både forsvar, skole, politik og så videre, har jeg det godt med er slut, sagde Carl Ilsøe.

Han kunne også fortælle, at han stadig havde "et par mindre poster": Som formand for Bornholms Officersforening efter sine mange år som oberstløjtnant af reserven. Som næstformand i Danske Idrætsvenner – "og så har jeg lidt med Vikings æresmedlemmer at gøre", fortalte Carl Ilsøe ved 80 års-dagen.

Han fandt også tid til at gå lange ture og pusle lidt med sit sommerhus i Bølshavn.

Bornholms bedste gymnast

Carl Ilsøe var en kendt skikkelse allerede da han første gang blev folkevalgt i 1982.

På dette tidspunkt havde han gennem 17 år været lærer på Åvangsskolen i Rønne, hvor han blev i 39 år før pensionen i 2004. Carl Ilsøe var oprindeligt udlært som maskinarbejder, før han skiftede spor og blev folkeskolelærer.

Frem for alt var han dog kendt som Bornholms bedste gymnast gennem tiderne. I festskriftet for Viking Gymnastiks første 100 år har kapitlet om de 30 år fra 1953 til 1983 overskriften "Carl Ilsøe-perioden".

Her kan man læse, hvordan den 16-årige Carl Ilsøe i 1959 "meldte sig til tjeneste med henblik på at udføre et målrettet arbejde. Det lykkedes for den unge og fremadstormende Carl Ilsøe, bistået af hjælpere, at give gymnastikken et stort opsving og gøre gymnastikken til den største afdeling i Viking ind i 1970-erne."

Ude på halgulvene var Carl Ilsøe på landsholdet 22 gange mellem 1961 og 1971. Han deltog ved DM 10 gange og blev sjællandsk mester syv gange mellem 1962 og 1973. Fire mesterskabsplaquetter fik han også hjem på hylden: I spring over hest, bensving, behændighedsøvelser og reck.

Han kom også i bestyrelsen for Viking Gymnastik og blev formand, og fra tiden omkring Carl Ilsøes entré i politik i 1982 fortæller festskriftet fra Viking Gymnastik, at Ilsøe og den øvrige bestyrelse "kunne være tilfredse med 500 gymnasters forbrug af 2.400 aktivitetstimer i byens gymnastiksale".

Hertil kunne man lægge "tiden om sommeren foran klubhuset på Rønne Stadion Nord. Her kunne gymnasterne rigtig folde sig ud og træne nye momenter til vinterens konkurrencer. Der var en duft af nyslået græs og nyt savsmuld i springgraven, hvor stativet til ringene og recken var placeret. Ofte blev træningen iagttaget af forbipasserende."

Chef for underjordisk anlæg

Carl Ilsøes militære karriere faldt sammen med Den Kolde Krig. Også den del af sit liv forblev han aktiv omkring.

Som oberstløjtnant af reserven var Carl Ilsøe i syv år fra 1995 operativ chef for det hemmelige anlæg Regan Vest, der blev etableret under jorden i Rold Skov langt oppe i Jylland.

Her skulle regeringen og Kongehuset søgt tilflugt, hvis Den Kolde Krig gik hen og blev varm. Men som bekendt skete det aldrig, og Regan Vest blev lagt i dvale i 2004. I de senere år er det åbnet for offentligheden som et museum over koldkrigs-perioden, ofte med Carl Ilsøe som fortæller og førstehåndsvidne.

På Bornholm var der i samme periode lytteposten ved Dueodde, der var i brug til 2012. Tre år senere genåbnede også den facilitet fra Den Kolde Krigs tid som museum, med Carl Ilsøe som formand for bestyrelsen.

I en alder af 73 var det også Carl Ilsøe, der i juli 2015 åbnede Bornholmertårnet – ved at rappelle hele vejen fra toppen af det 70 meter høje, hvide tårn. Han udførte sin rappelling fra tårnets top iført smoking, og bedriften blev husket som Carl Ilsøes store James Bond-stunt.

I den kuriøse ende fik Carl Ilsøe også en bro opkaldt efter sig: "Carls Bro" på havnen i Rønne. Der ret beset ikke var en bro, men et reserveleje for færgen Villum Clausen.

Sagen om "Carls Bro" var et drama blandt flere andre i Carl Ilsøes liv i politik. Det daværende Bornholmstrafikken forsøgte at løbe fra, at Villum Clausen skulle have et reserveleje.

– Det handlede selvfølgelig om betalingen. Broen gav faktisk anledning til meget store stridigheder mellem Bornholmstrafikken og Rønne Havn, fortalte Carl Ilsøe, da "Carls Bro" blev endegyldigt fjernet lige før hans 80 års-dag.

Pilen pegede i en tid på Carl Ilsøe som formand for havnen. Og sagen måtte en tur forbi Kammeradvokaten, før der blev fundet materiale, der dokumenterede, at Rønne Havn havde ret.

– Den blev jo bare lavet som en reserve. Men jeg har skam et billede af den hængende derhjemme på væggen, fortalte Carl Ilsøe til Tidende i 2023.

Carl Ilsøe bliver begravet på torsdag den 22. maj klokken 11 fra Sankt Nikolaj Kirke i Rønne. Folk er velkomne til at deltage, fortæller Dorthe Elle Ilsøe. Jordfæstelsen finder sted på Rønne Kirkegård.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT