Ingen musik i Oksbøl

Den bornholmske billardvirtuos og trommeslager i orkestret Heat-Makers fylder 60 år. Militæret og lufthavnen har stjålet hans arbejdstimer. Resten af de vågne timer har scener og grønt filt lagt beslag på.

Hvordan kan det være, du begyndte at spille musik?

– Godt spørgsmål. Der er ingen i familien, der kan høre forskel på en trompet og en banjo. Altså min far havde en gammel harmonika, og den lærte jeg mig selv at spille på, men det blev hurtigt trommerne, der fangede min interesse. Så fik jeg et trommesæt, og jeg må have haft nogle tålmodige forældre, for det var en fandens larm. Men omvendt vidste de altid, hvor jeg var. Alternativet var, at jeg løb på gaden og fandt på tossestreger. Når man er let til bens, kan man hurtigt komme galt afsted.

Hvor lang tid har du spillet musik?

– Det har jeg gjort siden sidst i halvfjerdserne i forskellige bands. Dengang har der nok været i hvert fald 50 spillesteder på Bornholm med levende musik i weekenderne. Nogle steder var det så bare en mand med en harmonika eller et orgel, en guitar eller sådan noget, men der var også steder, hvor der var fuldt orkester på.

– Alle de der spillesteder er jo væk nu. Alle havnefester, sommerfester, halballer og skolefester er væk - skolerne havde jo fest med orkester, og det er fuldstændig slut nu. Det er ærgerligt. Jeg har spillet i samtlige idrætshaller på Bornholm, og nok også de fleste skoler. Jeg har spillet til alle sommerfester og alle havnefester og alle hoteller, der har haft levende musik. Men det er bare væk nu. Der er ikke mere.

Hvordan kom du med i Heat-Makers?

– Jeg kom med, fordi deres trommeslager døde. Han var kun i trediverne og fik hjertestop, lige før de skulle ud at spille. Så de stod der og manglede en trommeslager, og nu har jeg været med i 10 år. I halvfemserne spillede jeg med The Vanguards, som var et bornholmsk tresserorkester. De havde meget stor succes i tresserne og spillede blandt andet de samme steder i Tyskland, som The Beatles havde spillet to år i forvejen.

Vanguards stoppede omkring 1969, og så blev de genstartet omkring 1990. Jeg kom så med i 1993 og spillede som trommeslager de første to år. Så stoppede den gamle forsanger fra tresserne, og så blev jeg forsanger og var det indtil vores afskedskoncert i Nordlandshallen i julen 2001.

Hvor længe har du sunget?

– Altid

Hvor kom det talent fra?

– Den gang vi startede, var der ikke nogen andre, der turde. Og man kan jo ikke have orkester, hvor der ikke er nogen, der synger.

Claus Andreasen genopliver gamle trommesæt. På hans loft er der opstillet mindst 10 komplette sæt. Foto: Søren Strandman-Møller

Hvornår gik det vildest til med karrieren som musiker?

– Da jeg kom med i The Vanguards, var vi nede i Nykøbing Falster til en stor tressergalla, første gang vi var ovre. Der kom vi bare med på et afbud, men da vi havde spillet de første 40 minutter – den gang spillede man på skift sådan seks-syv orkestre, der stod arrangøren allerede klar med kontrakten til næste år og sagde: ”vi skal have jer.” Vi kunne læse i avisen dagen efter, at der blev skrevet om os der; at Vanguards var aftenens absolut bedste band. Bare det at komme over én gang og blive hørt og set; det var ligesom nok til, at så fik vi masser af jobs senere.

Hvor har du spillet henne?

– I Vanguards spillede vi rigtigt meget ovre og i Sverige. Der turnerede vi sådan lidt rundt i weekenderne ved siden af vores jobs. Det var nok også noget af det, der var med til, at vi stoppede. Der blev mindre og mindre at lave på Bornholm, i og med at alle de fester lukkede ned. Og nå vi så rejste over – altså, det slider bare én op. Da vi nåede til 2001, sagde vi, at nu havde vi ikke lyst til at rejse så meget mere. Det er så ressourcekrævende; alt det rejseri havde gjort, at vi var blevet trætte. Så skal man jo stoppe.

– Det var jo drengedrømmen det der med at rejse rundt og spille i landet og i Sverige. Men det åbnede også øjnene for, at det ikke var så spændende, som man havde forestillet sig. I starten var vi jo som en flok lejerskoleunger, der var blevet sendt af sted. Men der gik jo ikke lang tid, og så havde man ligesom snakket om alt det, der var at snakke om. Vi tog bare af sted til sidst; vi snakkede ikke sammen, vi var der bare og gjorde de ting, vi skulle. Det ender der…, ja, jeg vidste fandeme ikke, om jeg stod i Sorø eller i Køge, og jeg var ligeglad. Det var jo bare et job, der skulle overstås. Når man når dertil, så skal man stoppe med det, og det gjorde vi så. I Heat-Makers har vi i dag 20-25 jobs om året, og det passer rigtig fint.

Hvornår opstod din interesse for billard?

– Den kom, da jeg startede i ungdomsskolen som 13-14-årig. Der rendte vi og spillede billard, og jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg var bedre end de andre. Én fra min omgangskreds sagde så, at de havde meldt sig ind i Rønne Billardklub. Jeg anede ikke, at der var en billardklub der, men så meldte jeg mig også ind. Og så har jeg hængt ved.

Hvilke resultater har du opnået der?

– Jeg ved ikke, hvor mange klubmesterskaber, jeg har vundet. Jeg vandt 10 år i træk, men har så også vundet senere. Jeg mener, at jeg var vundet 53 bornholmsmesterskaber. Vi spiller i forskellige discipliner, men jeg har vist vundet dem alle. Så har jeg vundet det, der hedder regionsmesterskaber for østkredsen. Vinderne der kommer til landsmesterskabet, og der har jeg vist vundet fem gange. Til danmarksmesterskabet har jeg vundet syv bronzemedaljer og to sølvmedaljer.

Hvordan er det så aldrig at have vundet guld til danmarksmesterskabet?

– Det er træls, for at sige det på jysk. De to gange, jeg fik sølv, har jeg tabt finalen til en dobbelteuropamester, og ham kunne jeg bare ikke slå. Det kunne jeg ikke. Jeg har tabt til ham hver gang, men han har også vundet over 50 danmarksmesterskaber. Den slags folk ligger på et helt andet niveau, og der kommer jeg aldrig op. Det er jeg blevet for gammel til.

Når man er multimester i billard, kræver det et selvstændigt rum at få plads til alle medaljer og pokaler. Foto: Søren Strandman-Møller

Hvor kommer du fra?

– Jeg er født i Rønne i 1964, og så flyttede vi derfra i 1972 og var fem år i Nexø. Min far fik et chefjob hos Fiskebrugsen. Det var den gang, der fortsat var fiskere i Nexø, så han solgte proviant og det, de nu skulle have til kutterne.

Hvad laver du til daglig, når du ikke spiller musik eller billard?

– Jeg er brandmand i lufthavnen. Det har jeg været i snart 28 år. Inden da var jeg 14,5 år i militæret, hvor jeg startede som 17-årig. Først som konstabelelev og til sidst som overkonstabel.

Var du udsendt?

– Jeg var udsendt til Oksbøl i 14 dage. Det var forfærdeligt. Jeg havde ikke tid til at være der; jeg skulle hjem og spille musik og billard.

Hvad laver man som brandmand i lufthavnen?

– Vi laver alt derude. Det er både brand og redning. Det er security. Det er både lastning og losning. Vi passer de grønne arealer. Om vinteren rydder vi sne og de-icer flyene.

– Vi har haft to flystyrt i nyere tid, og de er begge sket på min vagt. Det var små fly, topersoners, og alle fire overlevede.

Hvordan kan det være, at du valgte at blive brandmand?

– Det var egentlig lidt af et tilfælde. På et tidspunkt boede jeg i Nyker. Min datter havde en veninde, hvis far var brandmand i lufthavnen. På et tidspunkt sagde han, vi har brug for folk. Hvorfor søger du ikke derud? Så søgte jeg og fik stillingen mellem 182 ansøgere, og så har jeg været der lige siden.

Kig grundigt på billedet. Der kan man se en meget, meget lille del af Claus Andreasens hjemmebars udbud. Han giver enhver værtshusholder baghjul på den front. Foto: Søren Strandman-Møller

Hvordan er det at arbejde derude?

– Vi går på mindre vagthold; en 5-6-7 stykker ad gangen. Så det bliver jo meget ligesom en lille familie, man går sammen med. I øjeblikket går vi attentimersvagter. Man møder klokken fem om morgenen og tager hjem igen klokken 23. Det er mange timer, man tilbringer sammen, og man lærer hinanden godt at kende med styrker og svagheder. Man lærer at respektere hinanden for, hvad man er.

Hvor lang tid vil du gerne fortsætte med at være brandmand?

– Jeg bliver ved, så længe helbredet holder. Jeg kan godt mærke, at jeg har haft et fysisk job i over 40 år; det skal ikke være nogen hemmelighed. Men så længe, jeg fortsat kan klare det fysisk, så bliver jeg ved, til jeg skal på efterløn.

Hvad skal du lave, når du går på efterløn?

– Det ved jeg ikke. Nu må vi se, om jeg er i live. Jeg har tænkt mig at fortsætte med at spille musik så længe, helbredet tillader det, og så længe der er nogen, der gider at spille med mig. Jeg ved godt, det slutter en dag. Men man er jo gammel cirkushest, og når man kan lugte savsmuld, så løber man jo. Sådan er det med musikken. Jeg bliver ved med at spille billard, til jeg falder om en dag. Den 5.-6. oktober er der danmarksmesterskaber. Her håber jeg så at kunne vinde medalje nummer 10. Men nu må vi se – de andre er jo lige så interesserede at vinde, som jeg er, så det bliver svært.

Claus Andreasen

Brandmand i Bornholms Lufthavn, trommeslager i Heat-Makers og Bornholms mest vindende billardspiller

Har fire børn på 38,36,34 og 31 år og syv børnebørn.

Kæreste med Nicole, som han har mødt i lufthavnen

Fylder 60 år 26/09