'Hver eneste gang, der åbner den mindste butik, er det en fjer i alles hat'

Det nyeste medlem af Tidendes redaktion, Katrine Westh Sørensen, er historiker og hjemvendt bornholmer. Hun har en kæmpe stolthed over, hvor godt Bornholm klarer sig. 

Du er ny journalist på Tidende. Hvordan kan det være, du er havnet her? 

– Jeg flyttede til København for 10 år siden, da jeg som 20-årig var færdig med gymnasiet herovre. Her har jeg uddannet mig til historiker på Københavns Universitet, og så har jeg arbejdet et par år på et gymnasium i København.

– Så har jeg stiftet familie, og når man kommer til det sted i livet, hvor prioriteringerne skal gøres op, var det familielivet, bedsteforældre, plads og natur, som fyldte mere end det københavnske byliv. Det tror jeg vi havde fået rigeligt af i de 10 år, vi var der.

– Min mand er fra Aarhus, og vi havde ikke nogen interesse i at skulle til det jyske. Han er meget glad for Bornholm også. Så der var mange ting, der gav mening, og som gjorde at vi valgte at kigge på hus og søge jobs herovre.

Så du er faktisk uddannet historiker?

– Ja, som historiker har jeg lavet alt det her med kildeanalyse, gravet i gamle kilder og skrevet rigtig meget. Jeg har altid været rigtig glad for at skrive, så jeg synes egentlig, det lå lige til højrebenet. Det her er nok noget af det mest spændende, jeg kunne finde på at lave herovre med min uddannelse.

Har det været udfordrende at finde job, der matcher din uddannelse?

– Ja, lige præcis. Der er jo bare det ene gymnasium, og specielt historikere bliver gerne hængende til de er pensionerede, så der kan gå 10-15 år, før der er udskiftning.

– Jeg vidste allerede på forhånd, at jeg var nødt til at tænke i kreative baner, og finde ud af, hvad mine kompetencer egentlig kan række til. Faktisk har jeg på universitetet haft mere fokus på at være historisk forsker og forfatter, frem for at undervise, så på den måde føler jeg, at jeg er kommet tilbage til rødderne - både som Bornholmer og som faglig person.

Hvordan kan du bruge din anderledes baggrund her på Tidende?

– Jeg tænker, at det kan give noget dynamik og mangfoldighed i vores faglighed. Jeg kan også en masse andre ting, jeg kan illustrere, hvis der eksempelvis skal laves retstegninger inde fra domhuset, lave det store historiske overblik, sætte noget ind i en større kontekst. Jeg tror egentlig kun, det er positivt for en arbejdsplads at få alle mulige forskellige akademiske fagligheder og færdigheder.

Er der nogle historier, du har en særlig interesse for frem for andre?

– Der er noget i det der med, at jeg er bornholmer og har oplevet Bornholm i 90'erne og i 00'erne; før alt det her med Folkemødet, Wonderfestiwall, Sol over Gudhjem - alle de her nicheting blev etableret.

– I 90'erne voksede man op med en fælles fortælling om, at vi måske ville ende på samme måde som Lolland er endt i dag - lidt sådan en "På Røven i Nakskov"-fortælling. Og det er jo heldigvis ikke endt sådan. Det har jeg en kæmpe stolthed over.

– Hver eneste gang, der åbner den mindste butik, er det en fjer i alles hat. På den måde giver det ret meget, at jeg er bornholmer.

– Så mens jeg er historisk og politisk interesseret i de store, vigtige sager, så er åbningen af en ny café i Tejn også en vigtig lokalhistorie, og det er nok på den måde, jeg kommer til at arbejde og fokusere.

Hvordan har det været at vende hjem? 

– Det har været sindssygt rart og tiltrængt, for vi var rigtig klar til at tage springet. Vi har jo kunnet bytte et kolonihavehus på 46 kvadratmeter i Københavnsområdet til en 166 kvadratmeter stor villa med havudsigt i Tejn - og med tilhørende sommerhus oppe i baghaven. Det er rigtig rart, når vi har en lille dreng.

Og hvad får du ellers tiden til at gå med? 

– Jeg er klassisk tegner og har undervist på Københavns Tegneskole. Jeg er faldskærmsudspringer, og så er jeg virkelig glad for naturen, glad for at rejse og et meget stort familiemenneske.

– Jeg vil ikke sige, at jeg er adrenalinjunkie, men jeg kan godt lide at undersøge, hvor mine mentale og fysiske grænser går. Jeg har sprunget rundt omkring i verden - i Florida, Sevilla og over kysten i Portugal. Adrenalinen mister man lidt efter de første 30 spring og derefter er det bare smukt og en fælles oplevelse med ens holdkammerater.

– I naturen vil jeg helst i skoven eller være ved klipperne. Der kan jeg godt mærke, at jeg er bornholmer helt ind i knoglerne. Hver gang vi skulle tage en stille og rolig lørdag i København, så kørte vi ud af byen og til noget vand eller skov. Når man vokser op med at se havet hver dag, så gør det noget ved en.

Katrine Westh Sørensen

Ansat som journalist på Bornholms Tidende

29 år, uddannet historiker fra Københavns Universitet

Fra Aakirkeby - nu bosat i Tejn med sin mand og sønnen Bille på 11 måneder